Restaurant Miro 1

I torsdags havde min kæreste og jeg booket bord på yndlingsrestauranten Mirò, og det første ejeren Toni gjorde, da han så os, var at give os hver et stort knus og sige undskyld. Undskyld, fordi han har annonceret, at han vælger at lukke Mirò, mens legen er god.

Jeg kneb en lille tåre, da jeg læste det i nyhederne, men jeg kan godt forstå ham. Det er en utaknemmelig branche i forhold til at kunne føre et normalt liv med familie og fritid, for der er tale om arbejdsuger langt over de gængse 37 timer, som den gennemsnitlige dansker er vant til.

På Mirò er det ikke kun i forhold til maden og vinene, at Toni spiller en stor rolle. Hans tilstedeværelse er væsentlig i så høj grad, at jeg vil vove den påstand, at man som gæst vil være skuffet, hvis han ikke er fysisk til stede som den naturlige og hyggelige vært, han er, hvad der netop har gjort Mirò unik.

Det trøstede mig dog i torsdags tydeligt at få indtrykket, at Toni selv er glad for sin beslutning, omend det også er meget vemodigt for ham, fordi noget godt og rart igennem mange år nu må ophøre. Sådan er det desværre, men jeg er sikker på, der nok skal komme noget godt ud af det…

Restaurant Miro 2

Restaurant Miro 4

Restaurant Miro 3

Vi valgte at takke nej til champagne, da det jo var en almindelig arbejdsdag dagen efter, og jeg bliver hurtigt så bedugget. Men det ville Toni ikke høre tale om, så han kom ned med to glas og hældte godt op med Deutz til os, så det måtte vi jo så finde os i. Det gik da også liiige an, især til de hersens fantastiske, sprøde hapsere, der kom på bordet kort efter.

Derudover blev der sat en brødkurv med to slags brød på bordet, og som dyppelse var der henholdsvis friskost med krydderurter, smør og fedt. Særligt den lille bold med fedt sørgede jeg for fik ben at gå på, for den var simpelthen så lækker. Fedt lyder klamt, men ta’ lige og prøv det. Mums!

Vi besluttede hver at vælge fem retter (568 kr. per person) med vinmenu (568 kr. per person) til. På Mirò er det jo fuldstændigt vanvittigt ikke at tilvælge vinmenu, så that’s a given. Det er helt klart stedets spidskompetence at give gæsterne den fulde kombinationsoplevelse af mad, der er skræddersyet til vinene, så man opnår smagsnuancer, man aldrig havde forventet.

Første forret var tun med radise, agurk, grønne klatter yuzucitrus, mørke klatter fermenteret hvidløg og drysset med grøn østersurt. Vinen til retten var en 2014 Deidesheimer Paradisgarten, Riesling fra Pfalz i Tyskland. Skøn harmoni til retten med sine nærmest asiatiske sur/sød-noter i kraft af en mineralsk syrlighed samt en sødmefuld eftersmag.

Restaurant Miro 5

Næste forret var skærising med jordskokker, syltede perleløgsskaller, syltet savoy, tongachips, cashews og en blanquette smagt til med røgede silderogn. Wow, for en lækker ret! Vinen var ligeledes et pletskud: En skarp Sancerre blanc med slank syre fra Loire, Frankrig, 2014 Vacheron.

Derefter kom min favorit denne aften: Stegt kammusling med syltet fennikel, dildmayo, røget fiskefumé, bacon, boghvede og grøn topping. Åh, jeg elsker kammuslinger! Og denne ret var ingen undtagelse – både smuk og vanvittigt velsmagende.

Vinen var sågar også min favorit denne aften: 2014 Arboleda Chardonnay fra Aconcagua, Chile. Det lyder sært, men jeg syntes, den havde en duft af afkølet stegt kød – på den gode måde. Derudover blev der kun noteret “rætti god” på mit stikordsark ud for denne vin, så jeg var tilsyneladende allerede godt kørende.

Dernæst skiltes min kærestes og mine veje i forhold til menuen, for vi havde indtil nu fulgtes ad, men de to sidste skulle for hans vedkommende være hovedret og ost, hvorimod jeg valgte den sidste forret og dessert som afrunding.

Restaurant Miro 6

Restaurant Miro 7

Restaurant Miro 8

Så mens han fik serveret en gang oksemørbrad med cannelloni, persillerod og salvie, nød jeg i stedet en fremragende stegt foie gras med grisekæber, vindrue, ristet hasselnøddepuré, rosinpuré, semidried rosiner og med tre skiver friskrevet sort trøffel over.

Vinen til min foie gras var en 2014 Via Arxentea, Mencia, fra Monterrei i Spanien, og Toni beskrev dens duft med noter af flødekaramel, og det var lige præcis, hvad jeg fik af association! Smagen var også meget blid og stort set uden garvesyre. Skøn vin!

Vi blev ekstra forkælede og fik hældt hinandens vin op også, så vi ikke gik glip af noget. Rødvinen til min kærestes okse var af en helt anden kaliber end min – en 2010 Rodriguez de Vera, Sorrasca, fra Monte-Aragón i Spanien. En robust sag i både smag og duft.

Vi slog lidt mave, før vores sidste retter kom på bordet. Jeg kunne ikke spise mine svinekæber helt op, selvom de altså smagte fremragende, men jeg forvissede den søde tjener om, at der nok skulle blive plads til dessert. Altid.

Restaurant Miro 9

Restaurant Miro 13

Restaurant Miro 12

Restaurant Miro 11

Min kæreste fik osten Blå Friser, en dansk blåskimmelost fra Arla Unika af 95% fåremælk og 5% komælk, og den lå så og hyggede sig sammen med nogle pæne figner, æble, små kyskager, knas og grønt. Han fik en 2011 Rasteau, Vin Doux Naturel fra Rhône, Frankrig til osteanretningen.

Min dessert var usandsynligt lækker! Den bestod af pærer i sauterne og smør med vanilleis, hvide chokoladekugler og den lækreste bløde karamelsauce over. Uhm! Vinen var en 2013 Château Soucherie, Chenin Blanc fra Loire, Frankrig. Den var skøn og havde noter af honning og sødmefulde ferskener.

Og så kunne jeg heller ikke stoppe mere ned i mavesækken. Jeg var mæt, beruset, glad og kun en smule vemodig, da vi gik derfra. Toni havde tryllet for os igen, og vi har sikret os, at han også gør det igen i april, for det er med at sikre sig et bord, mens tid er…