Kartoffelsuppe 1

Vi var ni mennesker juleaften, og der var rigeligt med mad. Faktisk så rigeligt, at jeg fik en stor posefuld kogte kartofler med hjem, da de ellers bare skulle smides ud. Og så måtte jeg jo være lidt kreativ, for hvad kan man lave af allerede kogte kartofler ud over kartoffelmadder?

Jeg besluttede, at kartoflerne måtte lade livet i den store gryde til fordel for en gang kartoffelsuppe. De blev derfor halverede og kogt op sammen med rosenkål, rødløg og chili i mindre stykker, og efter relativt kort kogetid blev det hele blendet med stavblenderen – som smuttede i gryden og resulterede i et kartoffelsuppebad midt i køkkenet inklusiv en yndig brandvabel på skulderen, av!

Anyway, da jeg havde kølet mig med koldt vand og skiftet tøj, viste det sig, at suppen trods mit ureglementerede stunt smagte ganske godt og somewhat spicy grundet den røde chili. Den kan man dog udelade, hvis man er lidt en tøsedreng…

Der blev ustyrligt (bogstavligt talt) meget kartoffelsuppe, så en del kom i fryseren, en anden del blev fordelt i fryseposer til madpakker og den sidste del kom i en beholder. Det var kun sidstnævnte, der ikke nåede at blive spist i tide og derfor endte med at ryge ud forleden – men stadig kun en brøkdel af, hvad der kunne have risikeret at gå tabt alt i alt, så det synes jeg er ok.

Kartoffelsuppe 2
Kartoffelsuppe 3

INGREDIENSER:

En stor posefuld kartofler
En håndfuld rosenkål
1 rødløg
½-1 rød chili uden top
1 bouillonterning
En god del vand
Krydderier (spidskommen, koriander…)
Salt & peber

Tilbehør:
Creme fraiche
Bacon i tern
Brøndkarse

– – –

FREMGANGSMÅDE:

• Brug halve kogte kartofler eller rå kartofler i tern
• Skær rosenkål og rødløg i kvarte
• Tilsæt kartofler, rosenkål, rødløg og chili i stor gryde
• Fyld rigeligt med vand i gryden, så det dækker helt
• Kog det op sammen med en bouillonterning
• Når rosenkålene er blevet bløde, tages gryden af varmen
• Blend indholdet med stavblender
• Er konsistensen for tynd, kog mere. For tyk: Tilsæt vand
• Smag til med foretrukne krydderier, salt og peber
• Servér med en klat creme fraiche og sprøde bacontern
• Skal det være eksta fint, kan der toppes med brøndkarse