Året der gik 1

Nu runder vi lige straks 2015 af, og et nyt, dugfrisk år står klar til at blive pakket ud og prøvekørt på den anden side. Traditionen tro kommer der derfor nu et indlæg om det forgangne år på Kammerknas med lidt tekst og så ellers en hulens masse billeder.

Hvis jeg sådan skal prøve at opdele årets begivenheder i et par overordnede kategorier, kan man sige, at indlæggene i 2015 primært har handlet om oplevelser, opskrifter og spændende nye køb.

Oplevelserne har budt på restaurantoplevelser i form af besøg på allerede velkendte og værdsatte steder som Restaurant Miró (her & her) og Mefisto (her & her), men der kom også nye favoritter til såsom Nordisk Spisehus (her) og Vincaféen (her), der allerede er blevet en slags stamsted.

En anden slags oplevelser, som 2015 forkælede mig med, var endnu en omgang Northside med alt, hvad det bød på af spændende festivalgastronomi på en bred skala, og så var der jo naturligvis også gensynet med mit elskede San Francisco (tips her).

Året der gik 2

Året der gik 3

Året der gik 4

Året der gik 5

Året der gik 6

San Francisco gav mig adskillige fantastiske smagsoplevelser med blandt andet porter ale-braiserede bbq-riblets, trøffelpomfritter, Stillehavsøsters og lavendel-latte, og jeg tog desuden en masse inspiration med hjem i bagagen.

Og nu bevæger jeg mig allerede langsomt over i kategorien med årets opskrifter på bloggen, for jeg købte jo efter hjemkomst et opstartssæt med san franciscansk surdej, og det blev startskuddet til Thorleif. Han ville i første omgang ikke helt arte sig, men nu er vi blevet gode venner, hvilket blandt andet har resulteret i nogle drønlækre boller.

San Francisco fik også mine øjne op for pocherede æg, som jeg forgæves valfartede Aarhus tynd for at finde en restaurant eller café, der havde på menukortet. Jeg endte med selv at kaste mig ud i forsøget og havde overvældende succes (her).

Andre opskrifter, der har præget bloggen i 2015, var blandt andet min favorit ærtepesto, som jeg til sidst raffinerede til ud over ærter at bestå af bladselleri, æble og rosmarinolie. Den har endnu ikke slået fejl, og den er fantastisk som topping på nybagt brød. Just sayin’.

Året der gik 7

Året der gik 8

Året der gik 9

Året der gik 10

Året der gik 11

Derudover fik jeg juicet voldsomme mængder juice i 2015, hvor jeg først havde lånt en almindelig lille juicer af min mor for at se, om det blot var en dille. Både min kæreste og jeg blev dog så glade for den selvpressede juice, at vi købte en stor, tung slow juicer, som jeg skrev om her.

Sylterier blev der ikke så mange af det forgangne år til sammenligning med 2014, men jeg fik dog lavet min yndling, nemlig tomatmarmelade, denne gang også tilsat lidt ingefær, der lige gav den et ekstra pift, men den er nu også god bare med tomat.

Ja, og så har der jo også været lidt kage. Eller, en del kage faktisk. Men det er også kun, fordi gode kageopskrifter ikke kan deles for ofte. Og i år har det faktisk ikke været Mississippi Mudpie, jeg har postet igen og igen (selvom den fortjener det).

Jeg har til gengæld som en ægte fynbo af slagsen galet op om brunsviger flere gange, omend jeg ikke selv har haft sådan rigtig succes endnu med guldopskriften, som dog er i min varetægt nu. Jeg øver mig stadig, og i ventetiden har jeg fornøjet mig med blandt andet disse farligt snaskede kanelsnegle.

Året der gik 12

Året der gik 13

Året der gik 14

Året der gik 15

Året der gik 16

Sidste kategori var de spændende køb i løbet af året, og jeg har allerede været inde over både surdejskulturen og slow juiceren, men jeg har traditionen tro også købt et par krus. Det ene en bæredygtig kaffekop og det andet en åh så fin Mumi-kop også med fokus på miljøet. To styk i alt har jeg begrænset mig til. Jeg synes, jeg er dygtig.

Ellers har det ikke været de store ting, jeg har beriget vores lille køkken med – pladsen er ligesom fyldt godt op allerede, og jeg overvejer nu at skifte nogle af tingene ud og optimere lidt på pladsen.

Og så er det jo netop, at man med knap plads finder ud af, at det er tip top med tydelig afmærkning af, hvad der er i de forskellige opbevaringsbeholdere, så for nylig fik jeg fik endelig købt mig en dymo. Brandsmart!

På købefronten fik jeg også lavet et par indlæg om ting, jeg godt gad købe omend forklædt som inspirationskilde til julegaveideer. Jeg kan så nu afsløre, at jeg faktisk selv er kommet til at købe to af de fine ting fra dette indlæg (det andet indlæg her), men mere om det en anden gang.

Året der gik 17

Året der gik 18

Året der gik 19

Året der gik 20

Året der gik 21

Nu har jeg ikke flere ord for 2015, men jeg håber for mit 2016, at jeg render ind i en masse spændende, nye gastronomiske oplevelser. Og lur mig, om der ikke allerede er banet vejen for netop dette med en forestående tur til Hawaii (og San Francisco) i februar.

Som altid vil jeg også runde af med at takke jer læsere for, at I gider følge med eller komme tilfældigt forbi – det giver jo bloggen eksistensberettigelse, at der er et fint besøgstal hver dag, og det er ligeledes en motivator for at blive ved med det, jeg jo så godt kan lide. At spise… Ha!

GODT NYTÅR!