Dymo i køkkenet 1

Jeg har altid været glad for at have mærkater på mine krukker i køkkenet – ja faktisk selv dem, hvor det er åbenlyst, hvad de indeholder. Men bare for at have æstetisk stringens har der været mærker på alle sammen, hvilket blandt andet ses i dette indlæg.

Mærkaterne har været lige fra små håndskrevne stickers til udklippede dele fra originalemballagen påklistret med tape, og selvom det ser ret hyggeligt og tilfældigt organiseret ud, har jeg efter tip herfra alligevel valgt at købe en praktisk og billig old school dymo til køkkenkrukkerne.

Nu er de første så blevet påsat – er det ikke bare blevet fint? Forandring fryder altså, og selvom jeg ikke har skiftet alle mærkater ud, giver det nu stadig en rar ensartethed i det meget lille og proppede køkken.

Julegaver

Jeg har faktisk også valgt at bruge dymoen i forbindelse med indpakning af dette års julegaver, der lige straks skal gives. Jeg kan godt lide det simple, retro look det giver i stedet for et til/fra-kort og så toppet med det julerøde uldgarn.

Den dymo, jeg har købt, hedder Dymo Omega prægemaskine og er købt herfra til blot 139 kr. Der sidder allerede en rulle sort tape i, når man modtager den, men ellers koster en pakke med tre ruller kun 59 kr. Det er da lige til at overkomme.