Skovsyre 1

I starten af oktober begyndte jeg at forberede mig til den kommende vinter i forhold til, hvilke af mine planter på altanen, der ville få behov for at overvintre indendøre for at slippe for at skulle kæmpe med frost og sne.

Som nævnt i dette indlæg valgte jeg at tage min flerårige basilikum, den vietnamesiske koriander og en kastanjespire ind. Den flerårige basilikum lever p.t. stadig og har grønne blade hist og her, men de små antenner med blomster er semivisne. Den vietnamesiske koriander er derimod stendød. Lorteplante…

Kastanjen kom ud i køkkenet at stå, hvor den valgte at smide sine blade, men stadig se nogenlunde levende ud. Det er vist sådan noget, træer gør om vinteren. Så jeg giver den bare en smule vand af og til og håber, den kommer ud af sit vinterhi til foråret, når den skal ud at stå i solen igen.

Men ud over de nævnte valgte jeg også at stille to andre planter indenfor. Den ene var min tallerkensmækker nævnt her, hvor jeg havde lagt den på en mad. Den besluttede sig for at skyde cirka en halv meter i vejret, da den kom indenfor, så jeg troede, at den var herre nede med det der indendørsliv. En uges tid senere var den bundvissen, så at den pludseligt var skudt i vejret, var nok i virkeligheden bare et desperat råb om hjælp.

Skovsyre 2

Skovsyre 3

Til gengæld tog den anden plante gudskelov afstand fra sin nabos suicidale adfærd. Det er min fine skovsyre, som jeg havde købt i Salling oprindeligt blot til pynt. Den kom fra butikken i en tarvelig lille plastikbakke, og jeg stillede bare resten af den ud på bordet på altanen, da jeg havde brugt det, jeg skulle.

Skovsyren passede sådan set sig selv i den sørgelige flade plastikbakke resten af sommeren, men da det blev oktober, og jeg så, at den på besynderlig vis stadig levede i bedste velgående, pottede jeg den over i en værdig krukke og tog den med indenfor. Og bang! Så bredte den sig fuldstændigt tosset ud over det hele og har det bedre end nogensinde.

Skovsyren er nu min erklærede yndlingsplante (primært fordi den gider at leve), og jeg nyder i stor stil at gå og nippe af den, når jeg vander. Nu er jeg bare spændt på, hvordan den tager det, når den til foråret skal udenfor igen. Den tid, den bekymring…