Pudding Club Highlanders 1

Highlanders Bar har igennem længere tid været et stamsted for både mig og i høj grad min kæreste, og selvom det ved første øjekast vidner om et sted, hvor man primært kommer for at drikke whisky og hænge i baren, er det blot en brøkdel af, hvad Highlanders har at byde på.

Jovist, der findes et utal af både specielle, besynderlige og sågar sjældne flasker whisky dette sted, men lige i forhold til drikkevarer er der også et bredt udvalg af rom, øl og frugtig sodavand fra for eksempel Ebeltoft Gårdbryggeri.

Derudover serveres der dagligt (onsdag til lørdag, hvor baren har åben) britisk pubmad såsom fish ‘n chips og burgere, blandt andet den berygtede “Da Bomb” med en af de stærkeste chilisaucer, der er at opdrive i baren (og de har trods alt en del).

Men det er ikke alt, de har at tilbyde på Highlanders, for ud over en temafest i ny og næ samt diverse smagninger er der også noget så britisk som “Afternoon Tea” om lørdagen mellem 15.00-18.00, hvor man dog skal huske at tilmelde sig inden. Og så er der “Pudding Club”, som dette indlæg skal handle om, efter jeg i torsdags deltog i dette for første gang.

Pudding Club Highlanders 2
Pudding Club Highlanders 3 Pudding Club Highlanders 4
Pudding Club Highlanders 5

“Pudding Club” er en event, der dukker op fra tid til anden, og for hver gang er der et nyt tema. Tidligere har det været f.eks. cupcakes, og så deltager man med en medbragt hjemmelavet kage inden for temaets rammer. Ved ankomst stilles kagerne op på kagebordet, som man ønsker dem præsenteret, før alle deltagere sætter sig ved det opdækkede bord.

Man starter med kagerne fra en ende af, så den første kage præsenteres af sin ejermand, hvorefter der fordeles ud til alle, og når den er spist, fortsætter man til den næste, indtil man har været igennem dem alle. Er der mange kager på dagens program, indlægges der også en pause.

Efterfølgende er det tid til at vurdere kagerne på en stemmeseddel, der er lagt på hver plads, og til sidst gennemgås pointene fra taberkage til vinderkage. Den vindende kages ejermand får æren af at bestemme temaet til næste gang.

Ja, der bliver selvsagt spist en hel del kage på sådan en aften, og eneste krav for at deltage er blot selv at have en kage med. Det er en god idé inden at give Highlanders-folkene et praj om, at man deltager, så der bliver dækket op med rette antal pladser, og alle er i øvrigt velkomne til arrangementet, ikke kun stamgæster.

Pudding Club Highlanders 6 Pudding Club Highlanders 7 Pudding Club Highlanders 8 Pudding Club Highlanders 9

Min kæreste har deltaget en enkelt gang før med en tiramisu, hvor temaet vist var kage med alkohol. Denne gang var temaet tropisk frugt, og han medbragte den marengskage med flødeskum og eksotiske frugter, som ses på sidste billede, og den endte med at blive denne gangs vinderkage.

Selv valgte jeg at lave Haupia (billede nr. 5), en hawaiiansk specialitet, som viste sig at være en noget sær oplevelse, og den brillerede da også med at tage bundpladsen i afstemningen. Haupia er en slags budding lavet på kokosmælk, og så havde jeg blandet frisk ananas i, som hjalp en del på smagsoplevelsen.

En australier, der arbejder i baren, var i modsætning til os andre ret begejstret for haupiaen, da smagen vakte kære barndomsminder, så hun tog med glæde imod en del af resterne.

Alt i alt var det en ret hyggelig kageaften på Highlanders, så hvis man har en sød kagetand, burde man helt klart overveje at deltage i “Pudding Club” næste gang.