Hvidløgssnegle 1

For lang tid siden lavede jeg disse hvidløgssnegle, men så besluttede jeg, at selvom smagen var udsøgt, var billederne for dårlige til et indlæg. Nu har jeg fortrudt, for de her hvidløgs-finurligheder bør altså anbefales, så det vil jeg hermed gøre.

Selve dejen er fra min almindelige pølsehornsopskrift – det skulle bare være en let og luftig dej, og det blev den søreme også. Man kan jo tilsætte noget speltmel eller nogle kerner i dejen, hvis man er lidt helsehysterisk eller blot lidt hvedesart.

Fyldet bestod sådan set bare af rigeligt med stuetempereret saltet smør, friskpresset hvidløg og en hulens masse krydderurter fra altanen, blandt andet timian, rosmarin og persille. Preben hjalp til at med plukke, så det var med at være hurtig.

Hvidløgssnegle 3 Hvidløgssnegle 4

INGREDIENSER (til en formfuld):

½ pakke gær
20 gram smør
1½ dl. mælk
250 gram mel
½ tsk. sukker
½ tsk. salt
En kæmpe klat smør
1 (eller 2, hvis du tør) fed hvidløg
En håndfuld friske krydderurter
Urtesalt

– – –

FREMGANGSMÅDE:

• Smelt smørret i en kasserolle ved lav varme, uden det bruser
• Hæld det i en skål sammen med mælken, og rør gæren ud i det
• Tilsæt sukker og salt, og rør melen i lidt ad gangen
• Ælt, til dejen er fast i konsistensen, men stadig lidt fedtet
• Dæk skålen med et klæde, og stil den et lunt sted i 40 minutter
• Hak krydderurterne fint, og vend dem i det bløde smør
• Tilsæt hakket eller presset hvidløg samt urtesalt
• Rul dejen ud på bagepapir, og smør med hvidløgskryddersmør
• Sørg for at dække hele fladen helt ud i hjørnerne
• Rul dejen sammen som en pølse på den korte led
• Skær “snegle” af pølsen, og læg dem i et fad med bagepapir
• Bag dem i ovnen ved 200 grader, indtil de er gyldne på overfladen
• Ved servering brækkes de let fra hinanden og nydes dampende varme

Hvidløgssnegle 5 Hvidløgssnegle 6 Hvidløgssnegle 7

Det tog ikke mere end 20 minutters tid, før brødene var færdige, men det kommer naturligvis an på, hvor tykke man vælger at lave sneglene.

De her hvidløgsbrød kan varmt anbefales som nemt og hurtigt tilbehør til en varm efterårsret, eksempelvis cremet rødbedesuppe eller chili con carne, hvor man har brug for noget svampet brød til at samle det sidste op med.

Jeg erkender dog blankt, at jeg spiste dem som et hovedmåltid og hørmede vederstyggeligt i flere dage efter. Det var unægteligt det hele værd.

Reklamer