Northside 1

Hermed første indlæg om maden på Northside 2015. En af de absolutte topscorere for mig i år var helt klart den grønne ærtemos fra økologiske Glad!, så den lægger jeg ud med at anbefale.

Faktisk var jeg så vild med mosen, at jeg købe den flere af dagene på festivalen, og jeg vidste efter første gang, at det var nødvendigt med mere end ét sæt bestik, da mine venner heller ikke kunne dy sig, når først jeg sad med den fristende bakke.

En bakke grøn ærtemos kostede blot 55 kr. i Glad!-boden, og så fik man en bakkefuld af den fantastiske mos såvel som en omgang quinoa iblandet friske spinatblade, radiser og fennikel. Derudover var der også en god humpel brød med.

Ærtemosen smagte helt vildt godt! Det var som at få en portion friske, danske sommerærter blot i most form. Fantastisk velsmagende! Quinoa-salaten var ligeledes rigtigt lækker, og jeg tror faktisk, det er første gang, jeg smagte quinoa.

Northside 2

Northside 3

Brødet, derimod, smagte for meget af hvedeøl til min smag og virkede ret ubagt i konsistensen. Det skulle efter sigende være gluten- og laktosefrit, og jeg ved ikke, om det var derfor, at brødet havde denne klæge konsistens. Det kunne dog sagtens spises, selvom jeg som sagt ikke var så tosset med det.

Alt i alt var denne bakke med ærtemos, quinoa og brød et stort hit hos undertegnede, og til blot 55 kr. var det en af de billigere retter på festivalen. Den bestod gennemgående af økologiske råvarer, var overall en sund ret og mættede desuden godt.

Jeg håber virkelig, at Glad! vender tilbage til Northside med denne ret i 2016 også. Så har de i hvert fald allerede en stamkunde i mig. I mellemtiden må jeg hellere få tjekket deres café på Frederiks Allé ud.