Preben i haven

Som nævnt i sidste indlæg er der kommet et nyt medlem i familien, som har krævet det meste af min opmærksomhed i den forgangne uge, så han kunne komme godt til rette i sine nye omgivelser.

I dag var han for første gang ude at udforske altanen, og selvom der skulle lidt ekstra mod til at tage det første hop over dørtrinnet, gik der ikke længe, før han ivrigt tilbød sin hjælp som personlig gartner i altankasserne.

Han fik smånippet lidt til den røde skovsyre og timianen, når han lige kom hoppende forbi ved lejlighed, men ellers var han mest optaget af at gnide sin hage mod alle flader og luge lige lovligt grundigt i bedene.

Det lader allerede til, at lille Preben hygger sig gevaldigt ved at bo her, så nu skal jeg nok få rettet mit fokus lidt hen på madlavning og blogskrivning igen – presset ind imellem næsenus og planteførstehjælp.