Krydderurter på altanen 1

Pyh, så kom jeg endelig op til overfladen igen. Jeg blev væltet omkuld af en ubarmhjertig lungeinfektion i forlængelse af min halsbetændelse i forrige uge, så det har taget noget tid at komme sig, hvilket bloggen også har lidt under.

Det var enormt frustrerende at ligge pakket ind fra top til tå under tunge dyner, mens jeg kunne kigge ud på en blå blå himmel og høre glade mennesker og liv nede på gaden sidste weekend, hvor der tilmed også skulle være lune temperaturer udenfor.

Men nu er jeg ved at være kommet mig – jeg har været på arbejde den forgangne uge og endda fået taget billeder til kommende indlæg, så nu skal jeg nok oppe mig lidt med bloggingen.

Jeg har gjort altanen forårsklar, hvilket betyder, at møblerne er blevet vasket og skrubbet rene, alle visne planter er blevet klippet af, og der er blevet strøet ny muld i altankasserne, hvor krydderurterne pibler op af jorden.

Krydderurter på altanen 2
Krydderurter på altanen 3
Krydderurter på altanen 4

Jeg har intet nyt plantet dette forår, for det har slet ikke været nødvendigt. Purløg, persille og timian har overlevet vinteren i en lettere sølle forfatning, indtil de skød frem med grønne blade påny. Rosmarinen har været hårdfør, men har nu fået lilla blomster og er klar til en ny sæson.

Mest imponerende er dog mynten, der var visnet fuldstændigt væk på overfladen, men under jorden havde fået et imponerende netværk, hvorfra grønne blade nu skyder i vejret hist og her og over det hele.

Blåbærbuskene har knopper, og skovsyren, oregano, estragon og citronmelisse er også godt på vej til et comeback i kasserne, så det tyder på, at jeg den kommende sommer atter bliver godt forsynet med krydderurter til madlavningen.

Reklamer