Sunday Is A Drag 1

Jeg kan virkelig ikke fordrage WordPress’ nye skabelon, når man vil lave et indlæg, og derfor har jeg ikke blogget i over en uge. Indtil for nyligt kunne man vælge den gamle, klassiske skabelon også, men den har de nu fjernet, og det fik mig faktisk til at miste lysten til at blogge.

Det her er virkelig et skridt i den forkerte retning, og deres nye design generelt er til mere gene end nytte, og eksempelvis er også min side med statistikker for bloggen blevet uoverskuelig og “sladderblad”-agtig i sin opsætning, gys!

Men heldigvis er det nok ikke noget, der kan ses udefra, så I læsere er nok forskånede for de mange ændringer. Men blogging skal for mig være sjovt, ellers giver det ikke rigtigt mening at gøre det. Jeg vil dog give den nye skabelon en chance, selvom jeg er dybt utilfreds med WordPress, og jeg vil overveje at finde et andet sted at blogge fra.

Anyway, jeg er langt fra færdig med at skrive om mine madoplevelser i San Francisco, og jeg har tænkt mig at skrive om alle disse steder i håbet om at kunne inspirere de af jer, der skulle ende på de kanter.

Sunday Is A Drag 2
Sunday Is A Drag 3
Sunday Is A Drag 4

På Sir Francis Drake Hotel tæt på Union Square er der hver søndag “Sunday’s A Drag“-brunch inkluderende et farverigt drag show. Man skal tilmelde sig telefonisk eller dumpe forbi hotellet i ugen op til, hvis man vil reservere bord, og jeg gjorde sidstnævnte onsdag, samme dag som jeg landende, og så var den i vinkel.

Der er to shows hver søndag. Det tidlige starter med brunch kl. 11, og drag showet starter kl. 12. Den sene brunch starter kl. 13.30, og showet kl. 14.30. Jeg valgte sidstnævnte, og der var næsten fuldt hus.

Sunday’s A Drag foregår i The Starlight Room på 22. sal, og der var en helt fantastisk udsigt! Da jeg kom derop, blev jeg mødt af et stort og meget lyserødt rum med tykke gulvtæpper og ekstravagant lounge-stil. Jeg blev krydset af på listen og anvist et bord.

Brunch-buffeten blev åbnet, og der var lange tag-selv-borde med mange lækre sager både kolde og varme, og der stod kokke klar til at skære kød og anrette de varme retter. Derudover var der et dessertbord og forskellige slags juice. Denne buffet inkl. showet koster $60 (ca. 420 kr.) plus tax. Derudover kommer eventuelle andre drikkevarer (såsom champagne eller mimosa).

Sunday Is A Drag 5
Sunday Is A Drag 6
Sunday Is A Drag 7

Man kan rende i buffeten, så mange gange man lyster, inden showet starter. Så sidder man ellers bare og hyggesnakker med sit selskab, eller som mig, der var der alene, observerer folk, nyder stemningen og bemærker finurlige detaljer i rummet.

De siger til i lidt tid, før showet starter, hvis man lige vil nå at have en sidste omgang fra buffeten eller bestille noget at drikke. Jeg besluttede at tage mig et glas lokale bobler fra Sonoma Valley, før showet gik i gang.

Og wow da for et show! Værtinden (her nedenfor) var enormt underholdende og lidt stand-up-agtig, og hun præsenterede de tre andre damer, der hver især mimede og dansede og levede sig totalt ind i rollerne som blandt andet Madonna (Like af Virgin) og Tina Turner (Simply The Best), mens der blev hujet og klappet og grinet.

Publikum blev også inddraget både verbalt mellem sangene (blandt andet var jeg og et finsk venindepar de eneste udlændinge denne eftermiddag) og undervejs af mere fysisk karakter, hvor især de unge herrer måtte stå model til nærgående drags og sågar medinddragelse på scenen. Pyh, jeg var lettet over, at jeg ikke sad på første række!

Sunday Is A Drag 8
Sunday Is A Drag 9

Man blev anmodet inden showet om ikke at tage billeder og filme undervejs, men til sidst da nogle andre tog deres mobilkameraer frem for at forevige de smukke damer, hev jeg også for en kort stund mit kamera op af tasken igen.

Hende til venstre lignede virkelig meget en kvinde! Utroligt imponerende, og hun havde en misundelsesværdig mave og talje som en Barbie-dukke.

Jeg kan klart anbefale Sunday’s A Drag, og selvom jeg er god til at gøre en masse på egen hånd, så ville det nok have været sjovest, hvis jeg havde fulgtes med nogle. Der var både unge og ældre mænd såvel som damer og sågar også en ung skolepige med, for det er først og fremmest god underholdning og god mad.

Reklamer