Nuddelret 1

De sidste par måneder har jeg haft en svaghed for ingefær og har både puttet det i friskpresset juice, drukket det som te med honning og inkluderet det i forskellige retter. En af disse retter vil jeg introducere her.

Det er ikke så tit, at vi spiser orientalsk mad herhjemme, og når vi endelig gør, så er det faktisk altid som take-away. Men for kort tid siden besluttede jeg selv at lave en nuddelret med friske grøntsager, og det gik over al forventning.

Det var meget nemt at gå til, og ingredienserne var nogle mere eller mindre tilfældige, som jeg delvist havde fundet inspiration til via google og delvist valgte, fordi de var ved hånden og var noget, jeg lige havde lyst til.

Der er meget delte meninger om frisk koriander, og min kæreste synes lige som mange andre, at det smager af sæbe. Jeg kan dog godt lide det og synes, det passer rigtigt godt til asiatiske retter, men hvis man er uenig, kan man sagtens udelade det i denne ret.

Nuddelret 2

Nuddelret 3

INGREDIENSER:

En pakke tørrede nudler
Et par gulerødder
½-1 løg
½-1 peberfrugt
½ squash
En pakke sukkerærter
Et stykke ingefær
Lidt frisk chili
Hvidløg
Smagsneutral olie
Peanutbutter eller Sataysauce
Østerssauce
Frisk koriander
Sesamfrø

– – –

FREMGANGSMÅDE:

• Læg nudlerne i blød i kogt vand
• Skær gulerødder, løg, peberfrugt og squash i stave
• Skær sukkerærterne i mindre stykker, og hak ingefæren
• Finhak chili og hvidløg
• Steg alle grøntsagerne i olie på en pande i 5-10 minutter
• Dræn nudlerne, og steg dem midt på panden et par minutter
• Bland peanutbutter/Satay med østerssauce og lidt olie
• Vend saucen i nudlerne, og bland det hele med grøntsagerne
• Servér toppet med koriander og et gavmildt drys sesamfrø

Nuddelret 4

Det er som sagt en meget nem ret at gå til, da det hele faktisk bare skal snittes og steges på panden, og så er det klar. Man smager blot til i forhold til mængderne, som man foretrækker det.

Jeg synes, det er rart i disse mørke måneder, hvor man ofte spiser lidt mere tung og vinter-agtig mad, når der i ny og næ kommer noget mere “frisk” og knasende mad på middagsbordet, og både chili og ingefær er i øvrigt gode til at give varme indefra.