Mefisto 1

I søndags fyldte jeg år, og søndag er faktisk en næsten lige så irriterende dag at have fødselsdag, som mandag er, for selvom man trods alt kan tillade sig at sove længe i kraft af weekenden, så holder langt de fleste gode restauranter lukket disse to dage.

Heldigvis viste det sig, at en af mine favoritter dog havde åben, så jeg fik arrangeret, at min veninde og jeg mødtes til brunch kl. 11 på Restaurant Mefisto i Latinerkvarteret.

Mefisto har i mange år været et af de steder i Aarhus, jeg kommer igen og igen, og jeg har også efterhånden skrevet mange indlæg om stedet herinde. Det er primært en fiskerestaurant, men man kan også få blandt andet steak, salat og suppe.

Der er også en fin gårdhave hos Mefisto, hvor det om sommeren føles som at sidde i en lille beplantet oase midt i den travle storby, hvor fuglene synger i træerne, og varmelamperne tændes, når solen går ned. I søndags fik vi tildelt et af bordene i vinduet ud til den hyggelige brostensbelagte gade.

Mefisto 5

Mefisto 3

Jeg pønsede længe, for det kan være svært at vælge mellem lækkerierne på Mefistos menukort, men jeg forsvarede, at jeg på min fødselsdag godt måtte være kedelig og tage min livret, som jeg har fået så mange gange før derinde: En halv hummer med blandet salat, aïoli og brød til 198 kr.

Min veninde valgte derimod deres Mefisto Brunch med syv forskellige sager og to slags brød til: Rørt letrøget torskesalat, krabbekager med sur-sød sauce, røræg med små pølser, brændende kærlighed, mos, bacon og løg, mini-burger med kalvemørbrad og ost, friskost med rejer og dild og til sidst crème brûlée.

Brunchen blev serveret på et langt bræt med henholdsvis små glasskåle og støbejernsgryder til de varme småretter. Til maden valgte vi begge et glas kir med bobler og solbærsirup, uhm!

Mefisto 4

Bobler, hummer og flag på bordet var den helt rigtige måde at starte sin fødselsdag på, og selskabet var også særdeles prisværdigt, selvom hun havde været så fræk at købe en gave til mig. Men da det viste sig at være en Chanel-neglelak, takkede jeg ikke nej. Hun kender mig trods alt godt.

Stormen Egon var ved at tage afsked med Aarhus, mens vi sad inde i varmen og snakkede, smovsede og skålede, og solen kiggede endda også frem mellem skyerne flere gange, da vi fulgtes hjemad efterfølgende.

Derhjemme satte min kæreste og jeg en god film på, og om aftenen tog han mig med på Mash til store, røde rib eyes, bearnaise og ginger ales. En fuldendt dag med rigelige mængder god mad og hygge. Så kan man ikke ønske sig mere :-)

Reklamer