Cuvette og kartoffelsalat 1

Velkommen i det nye år! Det var rigtigt dejligt, at nogle enkelte af jer smed en hilsen på seneste indlæg – tak for det! Og andre er også stadig særdeles velkomne til at lægge en bemærkning om, hvem de er, og hvorfor de er kommet forbi lige her :-)

Nu er det vist på tide at få postet nogle indlæg her i 2015, så jeg lægger ud med en god omgang rødstegt cuvettesteg med tilbehør bestående af min formidable kartoffelsalat lavet på halv skyr og halv mayo.

Opskriften er som sådan egentlig ret simpel. Jeg fandt en økologisk cuvette i min lokale SuperBrugsen og fulgte blot anvisningerne på pakken ift. stegetid og temperatur. Og kartoffelsalaten er en genganger, men fortjener klart at blive luftet herinde igen.

Læg i øvrigt mærke til den smilende kartoffel!

Cuvette og kartoffelsalat 2

Cuvette og kartoffelsalat 3

INGREDIENSER:

En cuvette eller culotte
1-2 pressede fed hvidløg
Flagesalt
Favoritkrydderier
Cirka ½-1 kg. kartofler
Salt til kogevandet
½ bøtte skyr
En god del salatmayonnaise
1 bundt purløg
½ løg
1/3 agurk
1 spsk. dijonsennep
1 tsk. karry
Salt & peber
Frisk spinat eller rucola

Cuvette og kartoffelsalat 4

Cuvette og kartoffelsalat 5

FREMGANGSMÅDE:

• Rens kartoflerne, og halvér eventuelt de store af dem
• Kog dem i saltet vand, til de slipper en gaffel stukket ned i
• Hæld vandet fra, og stil dem til afkøling i køleskabet
• Rids stegens fedtside, og gnub den ind i hvidløg, flagesalt og krydderier
• Placér et stegetermometer i centrum, og sæt i ovnen ved 160 grader
• For en rød steg skal den maks. være omkring 55 grader indeni
• Tag eventuelt stegen ud ved 50 grader, og lad den hvile i staniol
• Skær i ventetiden agurk i tern, og hak løg samt purløg
• Skær kartoflerne i passende skiver, og vend agurk, løg og purløg i
• Bland mayonnaise, skyr og sennep, smag til med karry, salt og peber
• Vend kartoffelblandingen og mayo-blandingen godt sammen
• Servér stegen i skiver med kartoffelsalat samt frisk spinat eller rucola

Cuvette og kartoffelsalat 6

Cuvette og kartoffelsalat 7

Meget simpel, omend velsmagende aftensmad. Man kan vælge at brune stegen på en pande først, men det er ikke strengt nødvendigt.

Nu vil jeg smutte en tur ud i stormvejret og mødes med min søster og svoger til drinks og løjer, for jeg fylder år i morgen, og det skal fejres med manér her over midnat.

God weekend!