Året der gik 2014

Så er det lige straks på tide at vinke farvel til 2014, og derfor skal I heller ikke i år snydes for et opsummerende indlæg om det forgangne år her på Kammerknas. Tilsvarende indlæg fra 2012 findes her og for 2013 lige her.

I januar lagde jeg ud med at præsentere en af mine julegaver fra julen 2013, nemlig de fine krus fra Isak med trælåg. Efterfølgende postede jeg endnu et indlæg med den ultimativt lækreste chokodessert med skumfiduser: Mississippi Mud Pie, som havde været desserten til nytårsfesten.

Ydermere i januar var jeg atter forbi at besøge Restaurant Miró, denne gang for at fejre min 32-års fødselsdag. Som altid blev vi vartet godt op af ejeren Toni med lækker mad og formidable vine.

Det var også i januar, at jeg postede et indlæg om en fin værtindegave fra nytårsfesten, hvor min veninde havde medbragt marmelade og æblemost fra Bandholm Frugtplantage, og det blev startskuddet på min kærlighed til æblemost og i særdeleshed dem fra Gårdmosteriet som skrevet om her.

1 Mississippi Mud Pie

2 Isak krus med låg

3 Gårdmosteriet æblemost

4. Restaurant Miro

I februar var jeg endnu en gang et smut på Restaurant Miro, denne gang til Gastro Week, der som altid bød på lækkerier. Og apropos lækkerier var det også i februar, jeg kastede mig over de overdådige fastelavnsboller fra Schweizerbageren – en farlig fristelse!

Jeg fik for første gang prøvet selv at koge frisk torskerogn i februar, og det måtte siges at være en succes – både taget i betragtning hvor let det var og ud fra det faktum, at det smagte helt og aldeles forrygende. Jeg fik desuden megen barnlig fornøjelse ud af, at sådan en klump torskerogn kaldes for “bukser”.

I marts fik jeg øjnene op for den nyåbnede whiskybar Highlanders ved Europa Plads i Aarhus. De serverer ud over traditionel pubmad adskillige slags drikkevarer, men har specialiseret sig særligt i whisky og har mange, mange (gode!) slags. Det er siden hen blevet et stamsted i vores vennekreds.

Af egne lækkerier lavede jeg i marts blandt andet en forrygende kartoffelpizza og en krukke skøn smørbar figenpålæg, som desværre blev spist, stjålet eller smidt i skralderen af en ussel anonym person på mit arbejde hen over en weekend. Jeg bærer i øvrigt stadig nag.

5. Fastelavnsbolle Schweizerbageren

6. Kartoffelpizza

7. Highlanders Aarhus

8. Torskerogn bukser

Sidst i marts var jeg til en overdådig champagnesmagning hos en kammerat, der diskede op med blandt andet østers, brisler, ægte kaviar og stenbiderrogn. Det var også til denne smagning, at jeg første gang smagte en Dom Perignon og blev lidt solgt, selvom jeg troede, jeg ikke var så meget til champagne.

I april blev der ikke blogget så frygteligt meget, men det blev dog til et par indlæg om for eksempel de forrygende flødeboller fra Lagkagehuset, og så afslørede jeg, hvor man får den bedste spaghetti carbonara og italienske pizzaer som take-away i Aarhus her i dette indlæg.

I maj måned blev grillen for første gang hevet frem i 2014, og der blev grillet marineret flæsk, portobellosvampe og hvidløgsflûtes, der efterfølgende blev nydt med min meget populære kartoffelsalat med skyr og friske ærter. Åh, som jeg kommer til at savne sommergrillerier ved at læse dette indlæg, suk.

Vi rendte ind i Store Bededag i maj, hvor jeg fik bagt mig en god omgang varme hveder i mit yndlings støbejernsfad. Hvederne blev traditionen tro nydt med et godt lag tandsmør, mens kirkeklokkerne kimede på den anden side af gaden.

9. Smørbar figen

10. Boblesmagning 1

11. Boblesmagning

12. Grillerier

13. Varme hveder

Og så tog jeg ellers til Barcelona! Mange indlæg fulgte efterfølgende og endda helt ind i juni måned. Blandt andet berettede jeg om dampede muslinger indtaget ved strandkanten under palmerne, om en sprødstegt gedeskulder, forrygende tapas og sangria i Gracia og himmelske konditorkager fra Bubó.

Langt det meste af juni måned gik for mig med at skrive indlæg om mine mad- og drikkeoplevelser i Barcelona. I juli kunne jeg dog præsentere en opskrift på en overordentigt god Nutella-kage. Uh-la-la, den er lækker!

I juli var jeg ligeledes til sherryfestival på Frederikshøj og til hummertirsdag på Mefisto, og det er simpelthen for dårligt, at jeg ikke har været til hummertirsdag siden, for det er et fantastisk koncept, og det smagte, så englene sang!

Noget andet, der også smagte godt, var smørstegt toast med kantareller og friske ærter, som jeg postede en meget nem opskrift her. Det er mildest talt ren tortur at sidde her og kigge sommerindlæg fyldt med friske ærter og høj sol, skulle jeg hilse at sige.

14. Beach House

15. Bar Lobo Barcelona

16. Bubo Barcelona

17. Frederikshøj

18. Kantareltoast

Så blev det august, hvor jeg lidt forsinket fik postet et samlet indlæg om de gastronomiske oplevelser på Northside Festival, der strakte sig lige fra de obligatoriske burgere og økohottere til østers og mørbrad.

Det var også i august, at jeg fik syltet en masse, blandt andet den meget populære tomatmarmelade såvel som syltede rødløg og syltet fennikel, der blev spist og nydt i løbet af en måneds tid, hvorefter jeg måtte lave mig en ny omgang.

Før jeg drog afsted til Paris i sidste del af august, nåede jeg også lige at lave både en skøn kantarelpizza, bage cookies og spise skaldyr på Klassisk Fisk, der stadig er et af favoritstederne, hvad angår alt godt fra havet her i Aarhus.

Paris var en ren ego-tur, hvor det primært handlede om at nyde livet på egne præmisser, hvilket inkluderede indtag af en masse fremragende fransk mad blandt andet i form af steak og crème brûlée på den klassiske bistro Les Fernandises samt ekstravagant selvforkælelse med hummer og Dom Perignon på Le Georges. Fantastisk oplevelse!

19. Suppestegogis 2

20. Tomatmarmelade 6

21. Cookies 4

22 Le Georges Paris

23. Le Georges Paris

September måned handlede også lidt om det søde liv i Paris, før jeg landede rigtigt igen og beskrev et par meget forskellige oplevelser på de aarhusianske restauranter Köd og A Hereford Beefstouw.

Det var ligeledes i september, jeg berettede om mine oplevelser på Food Festival, som jeg havde fået tildelt en fribillet til, da jeg er medlem af netværket Mad + Medier. Det var en hyggelig dag ved Tangkrogen, omend jeg havde forventet lidt mere taget i betragtning, hvad folk normalvis skulle betale for entréen.

Sommeren var ved at gå på hæld, og derfor blev der også syltet på livet løs i det lille hjem. Jeg lavede et opsamlingsindlæg om alle de sylterier, jeg havde foretaget mig i løbet af sommermånederne, og jeg rundede af med opskriften på en fortrinlig solbærgelé, som jeg desværre fik lavet alt for lidt af.

Det var desværre også ved at være slut med de højtelskede friske ærter på daværende tidspunkt, og sæsonen blev afsluttet med manér i kraft af en opskrift på sort spaghetti med friske ærter, svampe og fennikel i flødesovs. Mmmh, min mave knurrer ved mindet!

24. Solbærgelé

25. Food Festival Aarhus

26. Sommersylterier

27. Boller med æble og abrikos 1

I oktober var der lidt efterveer syltningsmæssigt, for jeg fik både postet indlæg om nektarinchutney og en fantastisk lækker lemon curd, som min kollega havde givet mig opskriften på, omend jeg lavede den om til lime curd, da mit lokale supermarked var løbet tør for økocitroner.

Jeg forelskede mig hovedkulds i Myntebrus fra økologiske Naturfrisk, som til dato er den lækreste og friskeste sodavand, jeg har smagt. Prisen er lidt pebret, men sådan er det jo tit med fødevarer af god kvalitet, der ikke masseproduceres i samme omfang som eksempelvis Coca Cola.

Åh ja, og så fik jeg bagt boller med havregryn, æble og tørret abrikos. Samme opskrift lavede jeg forleden dag, da vi holdt fødselsdagsfest og havde min kærestes familie på besøg til boller og kakao. Hele brødkurven blev rømmet, kan jeg afsløre, og opskriften er efterfølgende blevet videresendt på anmodning herom.

Så blev det november, og der blev lidt længere mellem indlæggene herinde. Ikke desto mindre blev der presset enorme mængder frisk juice i den periode, og min favorit med blandt andet ingefær og æble blev postet her.

28. Masagama tedåse

29. Lime curd

30. Nektarinchutney

31. Marimekko socks rolled down

December måned har for hvem-ved-hvilken-gang budt på et indlæg om et formidabelt besøg på all time yndlingsrestauranten Miró, og ellers har de sidste måneder af 2014 været præget af vinaften hver tirsdag, som var et fremragende koncept, min søster valgte at indføre.

Så har der også været lidt på bloggen om juleønsker samt efterfølgende om et par madblogrelevante julegaver i form af fire dejlige tevarianter fra Fabel Te og sågar i nysselige dåser.

Åh ja, og så fik jeg lige skamferet min opsparingskonto godt og grundigt ved at gå all in på nytårschampagnen med to flasker Dom Perignon fra 1996. And guess what – jeg har d.d. lige lagt mig syg med feber, knaldende hovedpine og rivejern i halsen. Great! Drikkes væk, siger du? Ok.

Selvom det kan variere noget med indlægsmængden i løbet af et år f.eks. grundet sparsomme lysforhold, glemt kamera, personlige årsager og ren dovenskab, er jeg stadig meget glad for at have bloggen her og nyder, at der er mange, der dumper forbi både tilfældigt og som følgere. Det varmer om hjertet, at andre også kan bruge mine oplevelser til noget :-)

32. Grøn frugtjuice

33. Miró

34. Miró

35. Fabel te

Hvis I er kommet helt igennem denne lange smøre, kunne jeg – før jeg ønsker jer alle et godt nytår – godt tænke mig at bede om en lille ting. Jeg er et nysgerrigt gemyt af natur, og selvom bloggen ikke opfordrer til mere personlige tilkendegivelser hverken fra mig eller jer læsere, kunne jeg alligevel godt tænke mig, om I vil smide en lille hilsen på indlægget her?

Jeg ville smadder gerne vide en eller flere af følgende ting:
– Er du kommet tilfældigt forbi dette indlæg, eller følger du måske bloggen i ny og næ?
– Hvis du følger bloggen, hvorfor gør du dette? Og hvordan opdagede du den?
– Hvad kan du især godt lide herinde, og hvad ønsker du mere af?
– Hvor gammel er du, og hvad laver du? (Jeg har skrevet lidt om mig selv lige her)

Man skal naturligvis ikke skrive en kommentar, hvis man ikke har lyst eller ikke gider. Men ih, hvor kunne det altså være hyggeligt – bare lige denne ene gang, så beder jeg ikke om mere. Og jeg er sød til at svare tilbage på kommentarer, skulle jeg hilse at sige (fedte fedte!).

Og nu er der kun tilbage at sige: RIGTIGT GODT NYTÅR! Vi ses i 2015 :-)