Fabel te 1

Glædelig jul! Jeg håber, I alle er kommet godt igennem julens stege, brun sovs og risalamande. Det er så sjældent, at jeg får and og flæskesteg, så jeg har stornydt, at vi juleaften i år fik begge dele lige som i min barndom.

Jeg postede i starten af december dette indlæg om ideer til julegaveønsker, som var en blanding af ting, jeg allerede havde anskaffet mig, og af ting, som jeg godt selv kunne tænke mig. En af sidstnævnte var en dåse Fabel te, og jeg var faktisk så heldig at få begge de to, jeg havde ønsket mig.

Jeg har i forvejen den turkise dåse med henholdsvis økologisk grøn te med hyldeblomst og hindbær samt økologisk rooibush-te med lemon og ingefær, men der går ikke længe, før begge etager i dåsen er tom, så julens gaver var yderst kærkomne og tiltrængte.

Fabel te 2

Fabel te 3

Den rosa dåse, som er den, jeg havde linket til i julegaveindlægget, består i den nederste etage (den mørkerosa del) af grøn te med jordbær, kandiseret ananas, solsikkeblomst, Mini Tuo Tea og aroma. Det var den første af de fire nye varianter, jeg afprøvede, og den er ganske fortræffelig.

Den øverste etage (lys rosa) består af grøn honeybush-te, jordbær, æble, mistelten, orangeblomst, rosenblade, hyldeblomst, kiwi, lemongræs, lakridsrod og aroma. Denne te har jeg netop brygget mig en kop af til middag, og den er dejligt kraftig i smagen.

Teen i den lilla dåse har jeg endnu til gode at smage, men den nederste etage (mørk lilla) indeholder rooibush-te, æblestykker, hyldeblomst, hyldebær og aroma. Den øverste, lyselilla etage består af hvid te, grøn te, kirsebær, appelsinstykker, kandiseret ananas, kandiseret mango, citronskal, tranebær, rosenknopper og rosenblade.

De dufter alle fire i øvrigt usandsynligt godt, og jeg kan sidde og lugte til dem i tide og utide i disse dage, mmmh!

Fabel te 4

Nu har jeg vist te nok til at overleve vinteren!

Fabel te sælges i øvrigt både i dåser og i løssalg. Jeg købte i sin tid den turkise i en kaffe- og tebutik på Banegårdspladsen i Aarhus, men de har desværre kun teen i løssalg nu. Og jeg må nok erkende, at de fine dåser også er en af grundene til, at jeg er glad for disse teer.