Nordisk Spisehus

Det bliver lige et hurtigt lille søndagsindlæg denne regn- og stormfulde novemberaften. Jeg har nemlig haft dette billede taget fra mobiltelefonen liggende nogle uger og tænkte, at jeg var nødsaget til at fortælle ganske kort om en fremragende aften på Nordisk Spisehus i M. P. Bruunsgade.

Restauranten kører med Michelin-tema, hvor de finder inspiration fra alverdens Michelin-restauranter og skaber en otte retters menu med gennemgående nordisk rød tråd. Menuen skifter cirka hveranden måned, og man har så valget mellem 3, 5 eller alle 8 retter at mæske sig i.

Jeg var der for første gang for nogle uger siden og blev positivt overrasket. Vi valgte de 5 retter til 599,- hver, og selvom der var nogle lidt spøjse ting imellem, og man ved første ret for eksempel skulle spise med fingrene, så var det alt i alt en forrygende oplevelse!

Jeg havde egentligt droppet alt om at tage billeder, men da vi kom til hovedretten vist ovenfor bestående af en himmelsk glaseret oksemørbrad med stegt sortkål, grønkål, purløgsolie og jordskoksauce, måtte jeg altså forevige tallerkenen…

Jeg kan ud fra denne aften klart anbefale et besøg på Nordisk Spisehus, og det bliver absolut heller ikke mit sidste!