Boller med æble og abrikos 1

Sidste weekend fik jeg lyst til at bage boller, så jeg havde noget at smøre den fantastiske lime curd på, som jeg havde kogt nogle dage forinden. Det blev meget “frihånd”, men jeg forsøger alligevel at gengive opskriften her:

INGREDIENSER (til en pladefuld):

• 300 gram hvedemel
• 200 gram speltmel
• 50-60 gram havregryn
• 2-3 skefulde hørfrø
• Ca. 5 dl. lunkent vand
• 25 gram gær
• 1 æble
• 4-5 tørrede abrikoser
• ½-1 spsk. rørsukker
• Salt
• Olie til pensling

Boller med æble og abrikos 2

Boller med æble og abrikos 3

FREMGANGSMÅDE:

• Bland hvedemel, speltmel, havregryn og hørfrø sammen
• Udblød gæren i det lunkne vand
• Ælt det sammen med melblandingen
• Riv æblet groft, og skær abrikoserne i mindre stykker
• Fordel begge dele jævnt i dejen, tilsæt ligeledes sukker og salt
• Dejen skal være klistret – efterjustér eventuelt med mel eller vand
• Lad dejen hæve overdækket i en times tid et lunt sted
• Klat dejen ud i passende størrelser på en plade med bagepapir
• Læg et viskestykke over, og lad klatterne efterhæve en lille time
• Bag i ovnen ved 200 grader i cirka 5-10 minutter
• Pensl bollerne med olie, og bag dem videre i ovnen
• Når bollerne er mørkgyldne, er de færdige

Boller med æble og abrikos 4

Boller med æble og abrikos 5

Konsistensen af dejen skal være ret våd, dog ikke i en grad, så klatterne flyder ud, når dejen fordeles på bagepladen. Jeg lod dejen hæve ad to omgange, så bollerne blev tilstrækkeligt luftige trods mængden af havregryn.

Det blev nogle rigtigt lækre boller, og det er få ting, der kan komme op på siden af en lun nybagt bolle med et lag koldt smør eller lime curd, uhm! Skal nok snart poste opskriften på sidstnævnte…