A hereford beefstouw 1

I august var vi fire venner, der en fredag aften valgte at besøge A Hereford Beefstouw, der har slået sig sammen med Bryggeriet Sct. Clemens, der i forvejen holdt til i lokalerne i Kannikegade. Det var for vores alles vedkommende første gang, at vi aflagde visit, efter de havde slået pjalterne sammen.

De tre männer var til øl, hvorimod jeg var kedelig og valgte et glas af husets hvidvin og en cola. Det viste sig dog slet ikke at være kedeligt, for de sodavand, der tilbydes på stedet, er nogle, de selv laver. Så jeg fik en velsmagende A Hereford Beefstouw-cola, som ifølge deres eget udsagn er stærkt sukkerreduceret, ikke tilsat kunstige sødestoffer, men derimod har større indhold af frugt end normal sodavand. Og den smagte i øvrigt godt.

Vi blev ved bordet enige om forret samt hovedret, og vi var to, der som forret sprang ud i at vælge stedets skaldyrstallerken til 159 kr. med østers, kammusling og store rejer.

Forretterne var i det store hele velsmagende, men det var ikke den helt store oplevelse for nogen af os. Skaldyrstallerkenen var lidt kedelig og spøjst sammensat. Man kunne snildt have lavet den lidt mere raffineret, og så skulle kammuslingerne nok have været stegt ved højere varme, for konsistensen var lidt slatten.

A hereford beefstouw 2

Men så kom der efterfølgende bøf på bordet! Og i modsætning til den nylige oplevelse på Köd så kan de på A Hereford Beefstouw rent faktisk finde ud af at stege kødet rigtigt.

Jeg valgte en ca. 500 grams T-bone steak, der består af henholdsvis mørbrad på den ene side af benet og filet på den anden. Mums! Og rød skulle den naturligvis være. Sådan en sag står i øvrigt i 395 kr.

Som tilbehør faldt valget på bagt kartoffel med creme fraiche, og af en eller anden fjollet grund fravalgte jeg bearnaise, som ellers kunne tilkøbes for 35 kr. ekstra. Jeg smagte den dog på den anden side af bordet, og den var faktisk ganske udmærket.

De andre lod til at være lige så tilfredse med deres bøffer, som jeg var med min. Og selvom priserne på stedet nærmer sig Mash-niveau, så er der jo også tale om nogle ret store bøffer af høj kvalitet.

A hereford beefstouw 3

A hereford beefstouw 4

Alt i alt havde vi en hyggelig aften på A Hereford Beefstouw med god og rigelig mad, lækre drikkevarer brygget/lavet på stedet og god service fra tjener, der både var professionel og havde humor.

Hvis man har sat sig for at skulle have en god kødoplevelse, og man ikke gider Mash, så vil jeg klart anbefale dette sted. Madmæssigt er kødet og drikkevarerne i top, tilbehøret er jævnt godt og forretterne lidt so-so.

Prisen er en anelse pebret, men hvis man dropper forretterne, så ender man faktisk på en ret fair pris for en god smagsoplevelse. Og man skal nok blive mæt!