Les Fernandises 1

I min Paris-kavalkade vil jeg lægge ud med at fortælle om det hyggeligste sted, jeg spiste aftensmad dernede. En typisk parisisk bistro både af indretning, stemning og menukort.

Jeg kom tilfældigt forbi Les Fernandises første aften i Paris, da jeg var på vej hjem fra den restaurant, hvor jeg havde spist pågældende aften, og jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at jeg helt klart skulle på Les Fernandises dagen efter, for det så bare brand-hyggeligt ud derinde!

Så det kom jeg. Jeg havde ikke bestilt bord, men dukkede op lidt efter klokken otte, og så fandt de et fint lille to-mandsbord til mig, selvom der allerede var fyldt op ved de fleste af bordene med lokale, der grinede, drak rødvin og snakkede i munden på hinanden, mens der lød dæmpet klassisk jazz fra højttalerne. Fantastisk stemning!

Restauranten ligger på 19 Rue de la Fontaine au Roi i 11e arrondissement ret tæt på metrostoppet Goncourt og heller ikke særligt langt fra metro-knudepunktet République. Den er placeret i en lille hyggelig gade, hvor jeg i øvrigt ikke følte mig spor utryg at gå alene efter mørkets frembrud.

Les Fernandises 2

Les Fernandises 3

Les Fernandises 4

Det var en kvinde og en mand i starten af 40’erne (muligvis ægtefolk?), der opvartede klientellet på restauranten hele aftenen, og de var smilende, venlige og enormt servicemindede. Desuden var de også gode til at kommunikere på engelsk.

Jeg valgte deres coeur de rumsteck à la bearnaise stegt “bleu”, da jeg jo som bekendt er voldsomt glad for rødt kød. Og bleu var søreme også det, jeg fik! Mums, se lige en hapser, mmmh!

Der fulgte lækre stegte kartofler og en sprød salat med vinaigrette med til retten, og bearnaisen var ærligt talt en af de bedste, jeg har smagt nogensinde. Ou là là…!

Til maden bestilte jeg et glas rødvin og en cola, og derudover blev der sat både rigeligt med brød og en kande med vand på bordet.

Les Fernandises 5

Les Fernandises 6

Les Fernandises 7

Jeg kunne desværre ikke spise bøffen helt op – det var altså en velvoksen sag – men da jeg blev spurgt, om jeg var til crème brûlée, måtte jeg erkende, at der altid er plads til crème brûlée, om så det er på bekostning af et styk maveskind.

Så jeg fik en helt perfekt topbrændt dessert på bordet, og jeg spiste faktisk helt op. Lidt mavepine havde jeg resten af aftenen, men det var helt klart det værd!

Og hvad kostede herligheden så? Jeg kom blot af med 26.10 euro eksl. drikkepenge, det vil sige i alt knapt 200 kr. for steak bearnaise, crème brûlée, et glas god rødvin og en stor cola! Wow…! Dette sted kan ikke andet end anbefales på samtlige punkter.

Reklamer