Cookies 1

I dag her på feriedag nr. 2 har dagen budt på en kop formiddagskaffe i yndlingskruset og cookies i sofaen, mens jeg har lyttet til Mulatu Astatkes ethio-jazz, som jeg først for nyligt er blevet bekendt med. Elsker blandt andet sangen Yekermo Sew.

Jeg har netop sat opvaskeren i gang, tændt ovnen på 50 grader til en gang lynrens smurt ind i brun sæbe og har efter dette indlæg planer om at gå i gang med at koge en omgang tomatmarmelade.

Men først skal I lige have opskriften på de lækre cookies med chokolade og mandler, som jeg bagte i går eftermiddags. Værsgo:

Cookies 2

INGREDIENSER (til en god kagedåsefuld):

• 80 gram brun farin
• 80 gram rørsukker
• 125 gram blødt smør
• 1 æg
• 2 tsk. vanillesukker
• 1 tsk. bagepulver
• 150 gram hvedemel
• 1⁄2-1 tsk. salt
• 100 gram chokolade
• 65 gram mandler

Cookies 3

FREMGANGSMÅDE:

• Hæld brun farin og rørsukker i en skål
• Tilsæt det bløde smør, og fordel det jævnt med elpisker
• Tilsæt æg og vanillepulver, og pisk det sammen
• Bland mel, bagepulver og salt i dejen
• Smut mandlerne, og hak dem samt chokoladen groft
• Tilsæt mandler og chokolade i dejen fordelt jævnt
• Læg skefuld-store dejklumper på bagepapir med gode mellemrum
• Bag dem i ovnen ved ca. 180-200 grader i ca. 5-10 minutter
• Bagetiden afhænger af størrelsen – de er færdige, når kanterne har taget farve
• Lad dem køle af på en bagerist, indtil de er blevet faste/sprøde
• Opbevar dem i en kagedåse med bagepapir, så de bevarer sprødheden
• … eller spis dem alle med det samme!

Cookies 4

Første gang, jeg bagte disse cookies, lavede jeg dem med mørk chokolade, hvilket min kæreste også foretrækker. Men denne gang blev det med mælkechokolade, som jeg personligt bedst kan lide.

Småkagerne er bløde, når de kommer ud af ovnen, og skal lige “sætte sig”, så de bør hvile på en bagerist cirka fem minutters tid, hvorefter de bliver sprøde udenpå. Og SÅ skal der spises…