Hummertirsdag 1

En tirsdag i juni havde jeg en aftale med en veninde om, at vi skulle forbi Mefisto til deres hummertirsdagsmenu. Desværre blev hun syg samme dag, men det lykkedes mig heldigvis med kort varsel at få arrangeret et andet selskab, der gerne ville med mig, så jeg slap for at ringe afbud.

Og sikke heldigt det var! For hummermenuen var virkeligt lækker, og vi fik endda et bord ude i den hyggelige gårdhave. Vejret var lidt køligt denne aften, så der var dog tændt for de røde varmelamper over os, hvilket resulterede i, at billederne af maden fik et skarpt rødt skær og måtte redigeres efterfølgende – derfor den lidt vigende billedkvalitet.

Tirsdagshummer er et tilbagevendende koncept på Mefisto hver tirsdag, og menuen skiftes ud i ny og næ, men består altid af tre retter, hvori hummer på en eller anden facon indgår, og så koster det blot 350 kr. Et kup i forhold til kvaliteten! Ønsker man vinmenu à tre glas til, lægges der 185 kr. oveni.

Hummertirsdag 2

Hummertirsdag 3

Når hummertirsdag nu en gang ligger placeret på en tirsdag, holdt jeg mig i skindet og nøjedes med et stort glas cola til maden, men her i sommerferiesæsonen kunne man jo sikkert lettere lade sig friste…

Første ret i hummermenuen var en velvoksen tartelet fyldt med frikassé af hummer og friske ærter, toppet med en stor kvist dild. Milde himmel, det smagte fantastisk! Jovist, hummeren var som ventet lækker, men de dersens ærter gav med deres sødme og sprødhed virkelig en prik over i’et, der ville noget.

Næste ret var et tårn af hummerterrine med sprød fennikel-crudité omkring samt friske rabarber. Ganske velsmagende, selvom det var lidt hårdt for den at komme lige efter vindertarteletten.

Hummertirsdag 7

Hummertirsdag 4

Hummertirsdag 5

Hummertirsdag 6

Sidste ret denne aften var sprødstegt hummerhale lagt på en stak hvide asparges og serveret med en fuldfed ramsløghollandaise samt en skålfuld små kartofler ved siden af. Ligeledes en utroligt lækker ret, omend der vist var sparet lidt på det grønne tilbehør i forhold til Aarhus Updates tallerken ;-)

En enormt god oplevelse på Mefisto, som jeg ellers det seneste års tid har haft lagt lidt på is til fordel for Klassisk Fisk. Men jeg skal da love for, at de har gjort comeback i min bog, så jeg må hellere få hevet min veninde med derned en tirsdag, så hun ikke går glip af disse smagsoplevelser.

Reklamer