Hindbær 1

Oh du danske sommer, som jeg dog holder umådeligt meget af dig! Selv en non-stop regnvejrssøndag som denne. Og en af grundene til dette er de mange fantastiske frugter, vi beriges med her i landet.

En af favoritterne er klart hindbær, selvom jeg ville ønske, at smagen var lige så intens som duften. Hindbær og solbær er mine klare favoritter, hvad angår de danske sommerbær, og de solmodnede er klart at foretrække frem for den vandede slags, man kan få i supermarkederne i vintermånederne.

Solbær er desværre en sjældenhed i de nærmeste butikker omkring mit hjem, men næste lørdag skal jeg helt klart på markedet på Ingerslevs og have tanket op. Sidste sommer gjorde jeg et kup og væltede mig i solbær jf. dette indlæg, og jeg nyder stadig godt af den solbæreddike, jeg fik kogt mig efterfølgende.

Men hindbær – de skal nydes friske! Og helst udenfor under den bagende sol akkompagneret af en god bog og fuglefløjt.

Hindbær 2

I dag har det dog ikke lige været en mulighed. Men så må man improvisere, og faktisk har jeg måtte erkende, at hindbær også fint egner sig til at blive indtaget i hjørnet af vores nye, lange sofa (med puf, yay!) til en god film, mens regnen trommer på skråvinduerne.

I øvrigt siger de kloge, at hindbær med sit høje indhold af antocyaniner er en af de fødevarer, der er allermest immunforsvarsstyrkende, og derudover bugner dette bær af blandt andet C-vitamin og er særdeles rig på kostfibre af en frugt at være. Så æd løs!