Frederikshøj 1

Den 5. juni var min søster, svoger, kæreste og jeg til sherryfestival på Restaurant Frederikshøj. Det var et arrangement i samarbejde med Lustau, der havde sendt en repræsentant til at fortælle om sherryvinene, og til den nette pris af blot 800 kr. per kuvert. Røverkøb!

Min kæreste og jeg havde ikke før været på Frederikshøj at spise, selvom vi flere gange havde haft overvejelserne. Det har generelt bare været nemmere at vælge de steder, der er placeret i centrum, men nu skulle det altså være.

Arrangementet startede kl. 18.30, men jeg var optimistisk nok til at mene, at vi snildt kunne gå hele vejen, og jeg endda i høje hæle. Jeg endte dog i storsvedende kamelkapgang, da tiden pressede sig på, og vi ankom som de sidste 5-10 minutter for sent. Pinligt!

Wassim Hallal stod sammen med et par tjenere og tog smilende imod os ved receptionen, da vi forpustede kom ind ad døren med knapt så elegant entré. Oh well, det hele gik jo alligevel.

Frederikshøj 2

Frederikshøj 3

Frederikshøj 4

Frederikshøj 5

Repræsentanten fra Lustau præsenterede sig selv og begyndte at fortælle om baggrunden for sherryvinene, mens vi af tjenere i stiveste puds fik lagt servietten til rette i skødet og efterfølgende med spiffy tang fik serveret muffinformede brød på vores brødtallerkener.

Det skulle vise sig, at hver gang man knapt var ved at nå til vejs ende med et muffinbrød i løbet af aftenens gang, var tjenerne der straks og havde placeret et nyt på tallerkenen, før man fik set sig om og nærmest uden at opdage det.

Menuen bestod af seks retter med sherry til hver startende med de helt lyse og tørre for til sidst at ende i de mørke og tunge. Den første bestod af tuntataki med lime og sprøde løg, og til denne ret fik vi en lys Fino sherry. Jeg mindes ikke vinenes smagsnuancer, men de passede formidabelt til den serverede mad.

Tunen var fremragende! Frisk, mør og saftig, og der blev serveret spiselige blomster, lidt grønt, panerede ostekugler og en lækker smørblid sauce til. Oh lala, for en kombination!

Frederikshøj 6

Frederikshøj 7

Frederikshøj 8

Frederikshøj 9

Frederikshøj 10

Mellem hver ret fortalte Lustau-manden en masse. Det var sikkert interessant nok – særligt for vinfeinschmeckertyper – men i længden blev det dræbende kedeligt, selv for en connaisseur som både min søster og svoger. Fortællingerne om vinen var ganske humorforladte og ukarismatiske, så vi endte ret hurtigt med at chille lidt med vores gode vin, mens han snakkede.

Næste ret var med spanske rejer, avocadocreme, rodfrugtchips, spredt grønt og en intet mindre end himmelsk sød nøddesauce i saltet smør! Igen var kombinationen både på tallerkenen og med sherryen, der var en Manzanilla sherry, helt eminent.

Til brødet var der to slags dyppelse på bordet i øvrigt – en fyldig smør og en grøn lille sag med et cremet indre. Jeg har ingen anelse om, hvad det var, men det smagte vældigt godt og så enormt fiffigt ud.

Min søster måtte en tur på toilet, og kort efter stillede sig en tjener op bag min kæreste og trak langsomt en handske på. Min svoger forsøgte at skjule sin store morskab over dette scenarie, der udspillede sig bag min intetanende kæreste, hvorpå tjeneren sirligt lagde min søsters serviet pænt sammen…

Frederikshøj 11

Frederikshøj 12

Frederikshøj 13

Frederikshøj 14

Frederikshøj 15

Efter vinmanden havde holdt endnu et informativt oplæg, som jeg selvvalgt mentalt gik glip af, kom næste ret på bordet: Den fineste tatar med østers, æble og “rice krispies” – eller i hvert fald noget, der lignede og knasede mindst lige så godt.

Sherryen til denne ret, en gylden Amontillado, var den vin, jeg mindst brød mig om denne aften… men det var kun lige, indtil jeg smagte den i relation til tataren, for hold da op, den passede som fod i hose dertil! Det var intet mindre end den bedste kombination af mad og vin, jeg blev udsat for denne aften – helt forrygende! Jeg var i sandhed imponeret.

Retten efterfølgende var sortfodsgris med morkel og asparges med grøn bund, grønt drys og en fyldig glace. Det var desværre en ret, jeg ikke brød mig synderligt om. Alt tilbehøret var velsmagende, men svinekødet smagte for meget af grisestald til min smag. Eller af “orne” ville nogle nok mene.

Derimod var den tilhørende sherry atter et super match: En mørk og fyldig Oloroso.

Frederikshøj 16

Frederikshøj 17

Frederikshøj 18

Frederikshøj 19

Jeg begyndte at blive en anelse bedugget, men det er altså ikke grunden til, at billederne også efterhånden, som aftenen skred frem, blev mere slørede (ifølge den officielle forklaring). Jeg havde nemlig kun medbragt mit middelmådige mobilkamera, eftersom jeg var usikker på, hvor velanset fotografering var dette sted. Det lod dog slet ikke til at være noget problem overhovedet.

Desserten kom på bordet, og ifølge min søster kunne jeg godt glæde mig, eftersom Wassim ifølge rygtet skulle være en dessertens mester. Og jeg er tilbøjelig til at give ret i denne vurdering.

Desserten bestod af jordbær, fløde og karamel i form af en hvid, blød kage med lag af både lakrids og jordbær. Derudover var der en lille skov af jordbær og hvidt knas samt en lille “forvandlingskugle”, der skulle knuses, og ud flød et blødende jordbærhjerte. Mums!

Sherryen var en fremragende Old East India, der var rund og sød i smagen.

Frederikshøj 20

Frederikshøj 21

Frederikshøj 22

Frederikshøj 23

Frederikshøj 24

Sidste ret var en mørk chokoladekugle, der blev overhældt med varm karamel, som brød skallen og flød ud over chokoladen. Når man knuste chokoladekuglen yderligere, gemte der sig et mørkt indre bestående både af chokolade, blå ost og den sherry, vi drak til retten: En Pedro Ximenez. Forbløffende velsmagende dessert, selvom jeg normalt ikke er til mørk chokolade.

Til sidst var der kaffe med petit fours. Min søster og jeg foretrækker et skvæt fløde i vores kaffe, og kort efter kom tjeneren tilbage fra køkkenet med en lille kande til os. Service!

En alt i alt fremragende aften baseret primært på smagsparametrene og det gode selskab. Stemningen var LIDT for stiv til min og min kærestes smag, idet vi foretrækker gourmet kombineret med hygge i stil med atmosfæren på Restaurant Miró, men tjenerne her ydede ikke desto mindre fin service og er sikkert også nogle søde mennesker under den stramme overflade.