Xup Xup 1

Ved Barceloneta-stranden ligger der adskillige restauranter langs strandkanten, og en dag ved middagstid var vi blevet sultne og valgte den første, vi kom forbi, der havde åbnet op til frokostservering. Derfor endte vi på Restaurant Xup Xup.

Vi var nødt til at spørge, om de havde åben, for personalet var ikke særligt servicemindede, da vi trådte ind. Det havde de dog, og vi fik et bord ved vinduet samt menukortene.

Jeg startede med at bestille en virgin mojito (altså en mojito uden alkohol), og min kammerat skulle have sin sædvanlige øl. De kom dog til at lave en almindelig mojito først og kom så ned og spurgte, om det var en virgin, jeg skulle have. Derefter lavede de så den rigtige.

Jeg har glemt, hvad min kammerat valgte fra menukortet, men mit valg faldt på grillet laks med soya og sæsonens svampe.

Xup Xup 2

Xup Xup 3
Xup Xup 4

Min virgin mojito smagte fremragende! Forfriskende limonade med mojitosmag er ikke sådan at foragte. Selve maden var lidt kedelig, men jævnt godt. Dog havde jeg forventet mere for 15.20 euro (ca. 120 kr.), som taget Barcelona-priser i betragtning var lidt pebret. Men det var med garanti pga. beliggenheden lige ved stranden.

Det viste sig, fandt vi ud af, da vi var kommet hjem til lejligheden, at jeg havde betalt samme pris for en virgin mojito som en almindelig mojito, altså 8.50 euro (ca. 65 kr.)! Det må helt klart have været en fejl. Ganske vist smagte den godt, men det kan ikke passe, at man skal betale lige så meget for en tilsvarende drink uden den dyreste ingrediens, rommen.

Kort fortalt: Udsigten er fremragende, drinksene er gode, maden er jævnt god, men priserne er for dyre i forhold til, hvad man får for pengene. En halv anbefaling herfra.