Bubo Barcelona 1

Her kommer et af de allervigtigste indlæg fra Barcelona, for det handler nemlig om de mest fantastiske konditorkager fra Bubó beliggende på hjørnet af Carrer de les Caputxes, 10, i Born-bydelen. Jeg havde læst om stedet blandt andet i Lonely Planets “Oplev Barcelona” fra 2013 og anså det som et ufravigeligt must at lægge vejen forbi.

Det er den catalanske konditor Carles Mampel, der åbnede den første Bubó i 2005, og det var med så stor succes, at der i dag er flere Bubó-butikker rundt omkring i Barcelona inkl. en café med “rigtig mad”. Men det er altså kagerne, der først og fremmest skal prøves.

Der var ud over tjeneren helt mennesketomt, da vi kom derind en eftermiddag, men det må have været et tilfælde, for efter vi havde sat os, gik der ikke længe, før der var ret fyldt blandt andet af en flok, der lignede turister og lige som jeg garanteret havde læst eller hørt om dette udsøgte sted!

Inden da nåede vi dog både at bestille kage (det var godt nok svært at vælge!), kaffe og for mit vedkommende spørge pænt, om jeg måtte tage billeder. Det måtte jeg hjertens gerne – så det gjorde jeg. Se selv:

Bubo Barcelona 2

Bubo Barcelona 3

Bubo Barcelona 4

Bubo Barcelona 5

Bubo Barcelona 6

Det var jo konditorkagehimlen! Et utal af små glaserede herligheder i skrigende farver og stribevis af mørkglinsende chokoladefristelser. Og så var der i øvrigt også store kager, fiffige macarons og forskellige søde sager i små pakker, man kunne købe med på farten.

Mens vi sad og fyldte os, kom der flere gange mennesker ind, der skulle se kagerne og stedet, men som dog ikke købte noget. Den gode Carles har ifølge rygtet da også vundet mange kagekonkurrencer med sine lækkerhapsere, blandt andet presseprisen for verdens bedste chokoladekage i 2005 med “Xabina”, der ses på første kagebillede længere oppe.

Mens min kammerat havde formået at begrænse sig til en enkel kage, var jeg nødt til at have to. Begrænsningens kunst har aldrig været noget, jeg har brilleret synderligt med, og jeg tror, det er sundt for både min økonomi og mit hjerte-/karsystem, at jeg ikke kommer forbi i nærheden af en Bubó til dagligt…

Bubo Barcelona 7

Bubo Barcelona 8

Bubo Barcelona 9

Bubo Barcelona 10

Bubo Barcelona 11

Jeg valgte den orange Monterrey til 4.40 euro (ca. 32 kr.), som bestod af mælkechokolademousse og mandarin med pecannødder og mandarinkompot. Ohm-nom-nom! Smagte helt fantastisk lækkert! Den lille orange kugle var i øvrigt lavet af chokolade, og det også spiselige blingglimmer omkring kagen var bare fab!

Derudover valgte jeg den gule sag ved navn Sablée de Llima + Alfàbrega til 4.10 euro (ca. 30 kr.), og den bestod af citron- og basilikumcreme med parmesan(!), birkes, mascarpone og vanille. Sublim kage! Smagte overhovedet ikke spor af ost, men var meget frisk og cremet. Kunne ikke vælge en vinder af de to – de var begge ganske fremragende.

Min kammerat valgte Namelaka til 4.40 euro, og den bestod af knasende kakaosablée med kage af grøn te og gianduja chokoladecreme. Han var lige som jeg svært tilfreds. Dette sted er et must try, hvis du skal til Barcelona – believe me!

Reklamer