Restaurant Elx Barcelona 1

Den allerførste aften i Barcelona havde vi spankuleret omkring i de små gader i Rambla-området og det gotiske kvarter efter vores ankomst, da vi efterfølgende søgte ned mod vandet. På den måde kom vi tilfældigt en tur ned på en pier og opdagede Restaurant Elx på Moll d’Espanya, 5.

Vi studerede menukortet ganske kort og besluttede, at dette var stedet, hvor vi ville indtage vores aftensmad. Selvom det var en lun aften, og der var en overdækket terrasse med borde ude langs havnekanten, valgte vi dog at sætte os indenfor, hvor vi fik et bord ved vinduet med fantastisk udsyn.

Stedet så meget fint ud, tjenerne havde fine jakkesæt på, og på døren var der også klistermærker, der bevidnede, at de to gange har været i Michelinguiden, senest her i 2014. Vi fik dog ikke indtryk af, at stedet var udpræget snobbet, eller at man skulle være særligt pænt klædt på.

Restaurant Elx Barcelona 6

Restaurant Elx Barcelona 2

Vi valgte til at starte med en halv flaske lokal catalansk hvidvin og henholdsvis en øl og en cola. Det havde været en lummer eftermiddag, og det gjorde godt med en kølig forfriskning efter gåturen. Der kom chilimarinerede oliven på bordet, som i øvrigt smagte ganske fint, og vi sad og hapsede af disse, mens vi kiggede menukortet igennem endnu en gang.

Hvidvinen kom hurtigt ind og blev stillet i en kølespand for enden af bordet, så vi selv kunne forsyne os, og sådan en halv flaske passede vældigt fint til to personer. Ganske udmærket hvidvin i øvrigt.

Jeg var lidt i tvivl, om jeg skulle vælge skaldyr eller fisk, for jeg elsker jo som bekendt hummer, men besluttede mig dog for at opleve noget andet end det sædvanlige, så valget faldt på torsk i honning med æble og nødder. Min kammerat valgte til gengæld skaldyrstallerkenen med hummer.

Vi var egentligt ikke frygteligt sultne, så vi sprang over både forret og dessert, selvom jeg i bagklogskabens lys finder det lidt ærgerligt, at vi ikke havde bygget mere appetit op, for dette sted kunne med stor sandsynlighed levere lige så gode forretter og desserter som hovedretter.

Restaurant Elx Barcelona 3

Restaurant Elx Barcelona 4

Restaurant Elx Barcelona 5

Restaurant Elx Barcelona 7

Og så kom maden ind. Det var her, det for første gang gik op for os, at der ikke var tilbehør med til retterne, med mindre det var nævnt eksplicit på menukortet, så min kammerat fik en hulens masse lækre skaldyr, men uden tilbehør andet end det halvkedelige brød, der i forvejen stod på bordet, og en skål mayo. Ikke desto mindre gav han udtryk for, at det smagte rigtigt godt, selvom han savnede lidt tilbehør.

Min fisk var helt utroligt lækker! Den var mør og saftig, og den der sovs… wow! Honningsød og smørfed på den helt rigtige måde. Der var sprødstegt æble, blandet nøddeknas, cherrytomater og grønt til, og jeg var nærmest ved at flække efter måltidet. Denne ret kan virkeligt anbefales, og jeg savler en anelse, mens jeg sidder her og kigger på billedet og genoplever smagen i erindringen.

Skaldyrstallerkenen kostede 24.50 euro og min torskefilet 15.60 euro. Samlet for disse to retter + brød + en halv flaske hvidvin + en øl + en cola blev det 57.20 euro, altså cirka 425 kr. Slet ikke galt, når maden var så god. Det kunne dog let løbe op for to treretters, men jeg er sikker på, det ville være det hele værd og stadig billigt ift. danske priser. Så tag og prøv Elx, hvis du kommer forbi…