Los Caracoles Barcelona 1

Los Caracoles (“sneglene”) er en ret kendt restaurant i Barcelona og bliver kaldt både en turistfælde og et must try. Ikke desto mindre var min rejsekammerat og jeg blevet anbefalet stedet af nogle venner, som er vant til at spise rigtigt god mad, så en af de første aftener lagde vi vejen forbi.

Der var lang kø og trængsel i baren ved indgangen, men jeg fik mast mig hen til manden ved bordet nede i enden, hvor jeg forhørte mig, om der var bord til to. Han skrev mig op til et bord, der ville blive ledigt om 40 minutter, og vi gik derfor et andet sted hen i mellemtiden og fik en drink.

Da vi vendte tilbage efter en halv time, hørte jeg mit navn blive nævnt bag baren – god timing! Vores bord var klart. Vi blev ført igennem det travle og larmende køkken ind til en stue nærmest i forlængelse af køkkenet. Vi kunne se, at der var spisestuer i flere rum og også ovenpå flere steder – tilsyneladende et spøjst og kringlet sted rent logistisk.

Vi blev placeret ved et lille bord lige ved det åbne køkken, hvor tjenerne styrtede frem og tilbage og tog fra ved disken og leverede mad rundt i hele hytten. Sjovt at sidde så tæt på restaurantens hjerte, men også meget larmende og hektisk, og der var ikke frygteligt meget plads, så vi følte nogle gange, at vi næsten sad i vejen.

Los Caracoles Barcelona 4

Los Caracoles Barcelona 5

Los Caracoles Barcelona 2

Los Caracoles ligger på en af de mange smalle sidegader til højre for Ramblaen i en meget turistet gade, Carrer dels Escudellers, 14. Den startede op som kro tilbage i 1835 af Bofarull-familien og kører nu på femte generation, og rygtet siger, at stedet igennem tiden har været velbesøgt at mange kendisser, eksempelvis Salvador Dalí, Bon Jovi, Michael Laudrup og Charlton Heston. Der hænger også billeder rundt omkring af flere af de berømtheder, der har lagt vejen forbi restauranten.

De opkaldte stedet efter deres både daværende og nuværende signaturret – snegle. Og netop snegle går igen mange steder i indretningen: Deres logo på døren, deres logo på servietterne, snegleudsmykninger rundt omkring i rummene og kuvertbrød formet som snegle. De går pænt meget op i snegle det her sted…

Selvom jeg godt kan lide snegle, var det dog ikke dette sted, jeg endte med at nyde catalanske snegle på mit Barcelona-ophold. I stedet valgte jeg en god sirloin-steak med stegt foie gras, og min kammerat faldt for deres friturestegte skaldyrsplatte, og så bestilte vi en halv flaske Coronas cabernet sauvignon fra Torres til deling.

Los Caracoles Barcelona 6

Los Caracoles Barcelona 7

Los Caracoles Barcelona 3

Brødet var i øvrigt lige så kedeligt og tørt som alt andet brød i Barcelona. Det afholdt dog ikke stedet fra at tage 3.88 euro for de to stykker røvsygt brød, selvom vi kun spiste af det ene. Men anyway, hovedretterne kom på bordet efter noget tid, og der fulgte en lille tallerken med nogle kartofler og stegte jalapeños med til min ret. Intet tilbehør what so ever til min kammerats friturestegte skaldyr…! Underlig tradition.

Min steak og foie gras var enormt velsmagende! Rødstegt kød, som jeg elsker det, og smørblød lever ovenpå, uhm uhm uhm! Tilbehøret smagte også fremragende, og naturligvis bad jeg min kammerat om at tage også, hvis han skulle få lyst. Han var dog godt tilfreds med sin ret, på trods af der ligesom manglede noget – i det mindste bare lidt dyppelse. Men så drak vi bare noget mere rødvin i stedet.

Undervejs kom der pludseligt en flok spillemænd ind i rummet udstyret med forskellige størrelser guitarer og begyndte at synge og spille noget traditionel spansk folkemusik. Vældigt morsomt, men tydeligvis gademusikanter med formålet at tjene penge på os dumme turister. Spanien har meget stor arbejdsløshed, så jeg gav altså en medlidenhedsklink, men kors hvor er det egentligt noget underligt noget at invitere gøglere ind i restauranterne til sådan noget. Det samme gjorde mange steder med rosesælgere….!

Los Caracoles Barcelona 8

Los Caracoles Barcelona 9

Los Caracoles Barcelona 11

Da vi var færdige med vores hovedretter, besluttede vi at få os noget dessert også. Min kammerat valgte stedets citronsorbet, og jeg havde udset mig de små skovjordbær. Tjeneren signalerede dog, at de ikke havde dem, men pegede i stedet på deres “jordbær tilberedt til gæstens smag”. Jeg tænkte, at jordbær med citronis kunne være godt, og det kunne snildt lade sig gøre, forstod jeg.

Ja, det var så, indtil det kom på bordet. For jeg fik en skål meget meget modne jordbær strøet med sukker og badet i citronSAFT. Ikke citronIS. Jeg var dog for pinligt berørt over misforståelsen til at brokke mig og så det som en ny og interessant måde at få jordbær på. Omend meget sur! Og det gik kort efter op for mig, at mange af jordbærene smagte af jord – ergo var de rådne eller lige på nippet til. Adr badr! Jeg tror, jeg fik to jordbær, der var nogenlunde spiselige – resten endte på underkoppen…

Underligt nok lod det ikke til at undre tjeneren, der bar tallerkenerne ud efterfølgende, og generelt var der ret mangelfuld betjening sådan servicemæssigt. Vi fik vores mad og fik taget tallerkenerne ud igen, men ellers var der ingen kontakt med tjenerne overhovedet. De styrtede frem og tilbage og var på ingen måde servicemindede eller hyggelige at kommunikere med. Lidt ærgerligt…

Los Caracoles Barcelona 10

Los Caracoles Barcelona 12

Los Caracoles Barcelona 13

Den samlede regning for to tørre kuvertbrød, min steak med foie, min kammerats friturestegte skaldyr, ½ flaske rødvin, min kammerats citronsorbet og mine rådne jordbær blev 87.31 euro, altså ca. 650 kr. for to personer. Det er som sådan ikke specielt dyrt, men at skulle betale 7.15 euro (lidt over 50 kr.) for en rådden dessert synes jeg egentlig er lidt røv. Og det er særligt bemærkelsesværdigt, at hverken kokken eller tjeneren tilsyneladende har tænkt, at det var uacceptabelt at servere.

Alt i alt har guidebøgerne ret: Det er et sted, man skal komme primært for stemningen, for maden er dyr i forhold til generelle Barcelona-priser, og kvaliteten tenderer middelmådig, omend min hovedret jo var ganske fremragende. Stedet får en halv anbefaling herfra, for vi havde en god aften og fik en oplevelse ud af det ud over det sædvanlige.