Tallers 76 1

Tæt på universitetet og ikke voldsomt langt fra Ramblaen ligger Tallers 76, der meget opfindsomt er opkaldt efter sin beliggenhed på Carrer dels Tallers, 76. Ikke noget fancy-pancy over dét. Og stedet er også særdeles diskret og low key.

Den første morgen i Barcelona kom vi tilfældigt forbi caféen i jagten efter et sted at spise morgenmad. Beliggenheden på en åben, rolig og grøn plads med palmer og borde udenfor tiltalte os, og ved de andre borde omkring os sad allerede et par lokale og drak kaffe – altid et godt tegn ved et spisested, at man ikke er omgivet udelukkende af turister.

Tjeneren kom hurtigt ud med et par meget simple menukort til os, efter vi havde sat os til rette i mormorhynderne, og jeg blev ret hurtigt enig med mig selv om, at jeg trængte til spejlæg, bacon, appelsinjuice og en “cafè amb llet” (catalansk for café con leche eller kaffe med mælk på dansk).

Tallers 76 2

Tallers 76 3

Drikkevarerne var det første, der kom på bordet, og jeg kom til at tage en slurk kaffe, før jeg nåede at tage et billede af den ellers fine dekoration i mælkeskummet. Oh well… Men for søren da en sublim, kraftig kaffe! Den var overraskende god, og min kammerat lod til at være lige så tilfreds med sin “americano”.

Appelsinjuicen var afkølet og helt fantastisk saftigsød i smagen. Mit gæt er, at caféen presser en masse appelsiner og derefter stiller saften på køl, så det står klar. Og det får de en stor thumbs up for herfra. Nøj, det smagte godt! Der er bare noget særligt over smagen af de citrusfrugter, man får steder, hvor de vokser naturligt.

Min begejstring for både kaffen og juicen trækker helt klart den samlede vurdering op, for selve morgenmaden var ganske jævn. Ægget og baconen var ret velsmagende, og som det nu en gang skulle være, men de der to tørre stykker brød sprang jeg altså over.

Det viste sig senere hen, at stort set alle vores oplevelser med brød i Barcelona var en skuffende affære. Spanierne ville tilsyneladende kunne lære en hel del af franskmændene og italienerne, hvad angår at bage godt brød.

Tallers 76 4

Tallers 76 5

Tallers 76 6

I græsset bag os niflede en masse undulat-lignende grønne fugle rundt under palmerne, mens de fløjtede højlydt. Højst besynderligt! De viste sig at holde til mange steder rundt i byen og oftest i nærheden af palmerne. Tilsyneladende er der noget nedfald fra træerne, de godt kan lide at mæske sig i.

Den samlede regning for min kaffe, juice og morgenmadstallerken blev 8 euro, altså lige omkring 60 kr.! Det kan man da vist ikke være utilfreds med. God beliggenhed, fin service, virkeligt gode drikkevarer og jævnt god mad. Kan klart anbefales!