Cafe Casablanca 1

Efter at have læst Jans kommentar til mit indlæg om Restaurant Rick’s snusede jeg lidt rundt på hans egen side og faldt over dette indlæg om Café Casablanca. Jeg har tidligere kun besøgt Café Casablanca få gange og udelukkende for at nyde deres drikkevarer, så at læse, at de også laver god mad, gjorde mig nysgerrig nok til, at min kæreste og jeg endte dernede til brunch i går, lørdag.

Vi havde ikke nået at få morgenmad, men lagde alligevel hårdt ud med at bestille hhv. deres charcuteritallerken for min kærestes vedkommende og rørt oksetatar af kalveinderlår fra Grambogaard med bl.a. bitter salat, chips og mayo til mig. Derudover fik min kæreste et par glas frisk øko appelsinjuice og jeg en mimosa bestående af frisk øko appelsinjuice tilsat bobler, uhm!

Vi skulle ikke vente længe, før drikkevarer og mad kom på bordet, og den søde tjener undskyldte mange gange, da brødet kom lidt forsinket pga. en forvikling, men hun forklarede, at hun var ny på stedet, og det gjorde os naturligvis ikke spor. Brødet var i øvrigt utroligt lækkert med blandt andet skiver af rosmarindrysset lyst surdejsbrød, som jeg elsker!

Cafe Casablanca 3

Cafe Casablanca 4

Det er første gang, jeg har smagt mimosa, og jeg er fan! Det smager naturligvis lidt surt, men samtidigt frugtigt pga. appelsinjuicen. Kunne sagtens blive en sommerklassiker til de lune aftener på altanen. Mimosaen kostede 80 kr., og min kærestes “virgin mimosa” kostede 45 kr.

Maden var ligeledes en god oplevelse. Der var meget af den, og vi kunne faktisk ikke spise op nogen af os, men uhm, det var noget saftigt kød. Æggeblommen kom ved siden af tataren og måtte egentligt gerne være blevet rørt ud i inden servering, da det var ret svært, når det allerede var pyntet med bl.a. syltede rødløg, kapersbær, rugbrødscroutons og brøndkarse.

Charcuteritallerkenen koster 140/235 og tataren 170 kr. Ganske fornuftige priser for mad af god kvalitet. Og så glæder det mig, at deres kød kommer fra glade dyr på fynske Grambogaard – lige et ekstra plus til dette udmærkede spisested, der hermed anbefales.