Flødebolle 2

Sikke da en fantastisk påske, vi har i år – sol, varme og blomster i fuld flor! Godt nok har jeg helligdagsvagt denne påske og var derfor på arbejde i fredags og skal igen i morgen, men når weekenden er fuld af solskin og fuglefløjt (og her mener jeg ikke duerne), føles det alligevel lidt som ferie.

Så hvorfor sidder jeg så her og opdaterer blog? Tja, godt spørgsmål. Faktisk ville jeg blot lige tjekke ind og fortælle, at jeg ikke har tid til at blogge, for jeg er travlt optaget af at sidde og spise fede flødeboller i solen.

Har været på Rarbar med to fantastiske kvinder siden kl. 13, hvor jeg nød et koldt glas hvidvin og efterlod en rædselsfuld thainuddel-ret (som hermed IKKE anbefales!), og på hjemvejen lokkede den ene af mine veninder mig så i fordærv (sådan er den officielle forklaring), så jeg endte med at tage fire flødeboller med hjem fra Lagkagehuset. Jeg kom faktisk lige til at skrive “flødebollehuset” i stedet for “lagkagehuset” – mentalt flødebolleskadet already? Det behøver I ikke svare på….

Flødebolle 3

Nu vil jeg skynde mig ud på altanen igen, hvor jeg efterlod en halv flødebolle med hvid chokolade og lakrids. På min trøje ses skyggen af min udstoppede svenske spurvehøg, Arne, der er ansat til at jage duerne væk. Jeg tør dog ikke helt regne med, at duernes frygt for ham er større end deres trang til en gratis middag, så jeg iler…

Hav en fortsat fantastisk påske derude!