Koteletter i fad 1

Når aftensmaden en sjælden gang står på medister eller koteletter i fad, så er det altid manden i huset, der står i køkkenet. Helst vil han være fri for at lave noget som helst, men når lysten til førnævnte dukker op, så er han faktisk meget nem at overtale.

Jeg er ikke den store svinekødsentusiast. Jeg kan skam godt lide det i de fleste afstøbninger f.eks. i form af flæskesteg, frikadeller og mørbrad, men koteletter og schnitzler har altid forekommet mig at være lidt kedeligt kød med en tørhed, der er svær at undgå. Men min kærestes koteletter i fad er altså undtagelsen.

Forleden blev det lavet med fløde, flået tomat, løg og svampe, og så blev der traditionen tro serveret ris til. Det med at supplere med tomat og svampe var min idé, og jeg synes selv, det blev et stort hit! Mange laver det vist i øvrigt sådan, men nu er min kæreste jo en ret traditionsbunden fyr, så det var store tiltag!

Så hermed får I billedligt bevis og en officiel thumbs up til koteletter fra min side. Altså, når det bliver serveret sådan her vel at mærke…