Lammegryde med portvin

Efter næsten en uges sygdom er jeg begyndt at kede mig bravt, for ud over at sove, høre radio og surfe på nettet er der ikke så meget andet, jeg kan give mig til mellem hosteanfaldene. Men i går aftes kvindede jeg mig op og insisterede på at gå i køkkenet, og det kom der et særdeles vellykket resultat ud af!

Målet var en gryderet med lam, og gryderetter har jo som bekendt den fordel, at de i det store hele kan passe sig selv, indtil de er serveringsklar. Det samme gjorde sig gældende med denne, og ud over at skære kød og grøntsager krævede det ikke så meget andet end at spæde til med portvin og smage lidt til i ny og næ.

Gryderetten her er af eget påfund, så jeg er ekstra godt tilfreds med, at den blev så god, som den gjorde. Den blev nydt med grov kartoffelmos med persille, og egentligt er det måske mere en efterårs- og vinterret end hørende foråret til. Men pyt nu med det – det smagte fremragende, så nu får I altså opskriften.

Lammegryde med portvin 2

INGREDIENSER (til 2-3 personer):

Et stykke lammefilet à ca. 250-300 gram
En klat smør
½-1 løg
3-4 store gulerødder
½ bakke brune marksvampe
1 dåse cherrytomater
3 kviste frisk rosmarin
2-3 dl. portvin
Vand
1 grøntsagsbouillonterning
Salt & peber
Lidt brun kulør
Lidt meljævner (ca. ½-1 spsk.)

1-1½ pose små kartofler med skræl
Ca. 50 gram smør
Ca. 4-5 spsk. mælk
½ potte frisk persille
Urtesalt

Lammegryde med portvin 3

Lammegryde med portvin 4

FREMGANGSMÅDE:

• Skær lammefiletten i mundrette stykker
• Eventuelt overskydende fedt skæres fra og gemmes
• Løget skæres i mindre stykker, gulerødder skæres i skiver
• Svampene renses for jord, og de største af dem halveres
• Smelt en klat smør, og steg løgene gyldne
• Tilsæt kødet, og lad det stege rosa
• Tilsæt derefter dåsen med cherrytomaterne, og kog det op
• Hæld gulerødder og svampe i gryden, og tilsæt en god del portvin
• Når det koger igen, tilsættes bouillon og spædes op med vand
• Vedlæg rosmarinkviste og eventuelt sammenbundet ekstra fedt
• Læg låg på, og sæt saltet vand over til kartoflerne
• Rens og skær kartoflerne i kvarte, og tilsæt dem i gryden med vand
• Når gryderetten koger igen, smages til med salt, peber og mere portvin
• Lad det koge videre uden låg, så retten kan koge ind
• Smag løbende til, og tilsæt mere portvin efter behag
• Fisk rosmarinkvistene og det eventuelle ekstra fedt op
• Tilsæt eventuelt til sidst et par dråber kulør og jævner ved behov
• Når kartoflerne er kogt, hældes vandet fra
• Tilsæt smør, og mos kartoflerne groft med en gaffel
• Tilsæt mælk og persille, og smag mosen til med urtesalt
• Servér gryderetten med kartoffelmos og persilledrys

Lammegryde med portvin 5

Lammegryde med portvin 6

Af mængde vand tilsatte jeg det, der ca. svarer til 1-1½ konservesdåse, da jeg bare genbrugte dåsen fra tomaterne, som jeg også opbevarede grydeskeen i, når jeg ikke brugte den i gryden. Derudover havde jeg en luns ekstra fedt, jeg havde skåret fra, som jeg bandt sammen og kogte med for at give smag, men tog den op sammen med rosmarinkvistene inden servering.

Jeg brugte et par dråber kulør og godt en halv spiseskefuld meljævner til allersidst, før retten havde lige præcis den farve og konsistens, jeg ønskede. Det er dog ikke nødvendigt og kan sagtens udelades. Alt i alt tog aftensmaden under halvanden time at lave – og det er jo faktisk ikke så galt.

Reklamer