Lipton citruste 1

Der er dukket en ny favorit op på te-hylden i mit køkken. Det var faktisk en kollega, der tilfældigt introducerede mig for denne te under en formiddagspause, hvor hun drak noget, der duftede umanerligt godt. Det viste sig at være Liptons grønne te med blandede citrusfrugter.

Teen var for mig dog ikke helt ukendt, for jeg mindedes ved duften pludseligt min korte tid bosat i Aalborg i 2003, hvor jeg hver morgen drak en te med præcis samme aroma til et par skiver knækbrød med smørbar chiliflødeost. Både teen og chiliflødeosten har jeg ledt efter lige siden uden held. Det vil sige indtil nu for førstnævntes vedkommende.

Det er jo ofte sådan, at fabrikanterne fra tid til anden får den totalt geniale idé at ændre enten navn, udseende eller sågar begge dele på deres produkter – uden på nogen måde at have foretaget ændringer i indholdet. Skide irriterende, mildest talt. Så der gik da lige lidt over 10 år og en del trælse te-oplevelser med citronte (uf, hader det stads!), før jeg atter traf min kære citruste. Så nu får I et indlæg om den, om I vil det eller ej.

Lipton citruste 2

Der er tale om en grøn te, der ifølge Lipton selv bliver dyrket med hensyntagen til regnskovene og miljøet generelt omkring teplantagerne. Det er jo sådan set en vældigt god ting. Og hvis man lige skulle have lyst, kan man smutte forbi rainforest-alliance.org, som faktisk lader til at være en pænt god sag.

Men ud over, at man får en lidt mere skinnende glorie af at købe denne slags te, så får man også en usandsynligt god smag i munden. Glem alt om ækel sort te med citron – det her er noget helt helt andet! Der er ud over grøn te og aroma både citronskal, limeskal, appelsinskal og grapefrugtskal i teen. Og det er uden tvivl de hersens skaller, der får den til at smage pragtfuldt!

Duften af den tørre tepose, før den er blevet nedsænket i 90 grader varmt vand, er en anelse støvet og kedelig. Men så snart teen har trukket et par minutter, dufter den af pink grapefrugt og syrligsøde noter, og smagen er ligeså.

Lipton citruste 3

Jeg er jo sådan en, der slet ikke kan lide te uden honning i, så jeg søder altid med en god teskefuld, og det kan også klart anbefales i den her te, hvis man er til den slags. Hvordan teen smager uden honning, kan jeg ikke udtale mig om – men MED honning er den uden tvivl min favoritte for tiden.

Teen kan købes i langt de fleste supermarkeder og ser altså ud som på billedet. Der er 20 breve i sådan en æske, og med mit forbrug for tiden kan det godt betale sig at købe to æsker ad gangen.

Det anbefales dog, at man grundet risiko for bivirkninger ikke drikker mere end 2-3 kopper grøn te om dagen på trods af det vældige indhold af antioxidanter, og at grøn te har vist sig at have en beskyttende effekt på cellerne i kroppen.