Gårdmosteriet 1

Så har jeg efterhånden fået drukket mig igennem et udvalg af æblemost fra Gårdmosteriet. Er faktisk helt vild med deres most generelt, og jeg er nødt til altid mindst at have én uåbnet flaske i køleskabet. Skal lige straks til at tage hul på den sidste, så jeg må hellere proviantere igen hos Schweizerbageren på vej hjem fra arbejde i morgen.

Jeg er stor fan af flere af mostene, men en enkelt har jeg faktisk dømt ude. Der er tale om deres Elstar-most, som ellers var min favoritsort blandt Irmas æblemost, da de stadig holdt til her i byen. Gårdmosteriets Elstar-most er dog meget tynd og vandet i smagen, øv øv. Så den afholder jeg mig fra at købe fremover.

Til gengæld er der to klare topscorere: Pigeon-mosten, som er meget kraftig og sød, og Jonagold-mosten, som er fyldig, frisk og generelt bare skøn! Elsker også Jonagored-æbler, som hører til samme art. Disse to moste kan KLART anbefales – de er himmelske!

Derudover kan jeg også anbefale både ribsæblemosten, kirsebæræblemosten og solbæræblemosten. Æblemosten med ribs har simpelthen den smukkeste farve, og så er smagen dejligt sød og let syrlig på den helt rigtige måde. Ribsmosten er også blevet en hyppig beboer i mit køleskab.

Gårdmosteriet 2

Mosten med kirsebær er dejligt sød og fyldig i smagen, hvor mosten med solbær har lidt syrlighed også. Begge to er gode med dominans til bærsiden, så hvis man er til dette (og det er jeg), bør de prøves. Ellers er det samlet set helt klart ribsmosten, der får toppoint hos mig sammen med Pigeon og Jonagold.

Jeg mangler stadig at smage en af dem med mixede sorter samt den med hyldeblomst, så måske jeg køber et par af dem med hjem i morgen. Prisen er 50 kr. for to flasker og 28 kr. for en enkelt. Og der er i øvrigt 0,75 liter i sådan en flaske.

UPDATE:
Har nu også smagt mosten på Aroma-sorten fra Gårdmosteriet, og den er virkelig ikke et hit. Den smager som den billige pap-æblejuice fra supermarkedet og har en vandet syrlighed over sig. Kan ikke anbefales.

Derudover har jeg smagt den med sommeræbler. Den er ret ordinær og smager også af almindelig pap-æblejuice, dog af den bedre slags. Så tag en af de førnævnte i stedet :-)