Drudenfuss 2

2. juledag mødtes jeg med min skønne veninde til en gang frokost og catching up. Hun er til daglig bosat i København, så det er desværre ikke så tit, at vi ser hinanden.

Vi havde lidt svært ved at overskue, hvilke steder der holdt åben denne dag, for hverken på facebook eller de respektive spisesteders hjemmesider havde de været specielt gode til at udpensle åbningstiderne mellem jul og nytår.

Så efter at være gået forgæves et enkelt sted opdagede vi kort efter til vores glæde, at Café Drudenfuss så ud til at have vældigt åben, og stedet emmede af liv og glade mennesker. Og så slog vi os ned derinde.

Drudenfuss 1

Jeg havde kun mit mobilkamera med, men det skal ikke hindre mig i at poste billeder fra dagen alligevel, for det var en udsøgt frokost, vi fik. Det var selv samme veninde, jeg hang ud med på Northside Festival i sommers, og det var der, jeg første gang smagte gourmethotdog’en fra Drudenfuss, som havde en stand der.

Så valget faldt endnu en gang på denne fremragende hotdog, som består af økologisk grovbrød, økologisk ramsløgsmedister (fra Hanegal), grov sennep, øko-ketchup, fennikelremoulade, hjemmesyltede agurker og rødløg, og så var der til sidst toppet med frisk karse. Mums!

Hvis man har vegetariske tendenser, fås den i øvrigt også i en kødfri udgave med økologisk soyapølse i stedet. De koster begge det samme, nemlig blot 70 kr. Og det er en hotter, der mætter, skulle jeg hilse at sige!

Drudenfuss 3

For min venindes vedkommende blev det den nordiske döner med pulled pork, salatløg, persille, syrligt æble, rødkål, spidskål og ravigotte-dressing til 105 kr. Den smagte jeg også på Northside Festival og kunne 100% stå inde for den. Og den skuffede da absolut heller ikke denne gang.

Til min hotter fik jeg en økologisk ginger ale fra Naturfrisk, og min hardcore veninde tog sig en Thy Humle. Og så blev der ellers smovset og sludret til den store guldmedalje.

Café Drudenfuss kan klart anbefales både for deres gode mad og den hyggelige stemning – vi endte faktisk med at hænge ud derinde i tre timers tid, før vi mætte og muntre besluttede at bryde op.