Julegave Isak 2

Velkommen til det første indlæg i år 2014. Det skal i dagens anledning handle om den anden gave, jeg fik i julegave, og det var intet mindre end disse smukke Leaf-kopper også fra Isak som den anden gave.

Disse var også en af de få ting, jeg fik skriblet ned på den påkrævede ønskeseddel, og jeg synes simpelthen, at de er noget så fine! Lige som Tingleby-kopperne er der også noget retro og samtidigt barnligt på den gode måde over designet på disse kaffekopper med egetræslåg.

Bladmotivet er fra Isaks side inspireret af de første blade, der falder af træerne ved efterårets komme – på én gang både smukt og melankolsk i kraft af forårets og sommerens endeligt.

Generelt står der ved hvert produkt på Isaks side enten lidt om inspirationskilden eller en lille historie, og hele siden er faktisk bygget op som en lille by med blandt andet butik, bibliotek, turistinformation og fabrik. Det er et helt lille eventyr at bevæge sig igennem de forskellige undersider.

Julegave Isak 1

Julegave Isak 3

Disse krus kom også i en særdeles fin æske, som i øvrigt er farvet med blæk udvundet af grøntsager, og Isak gør generelt et stort nummer ud af at skåne miljøet ved eksempelvis i videst muligt omfang at anvende genbrugsprodukter. Bæredygtighed i forhold til at producere deres fine ting tæt på, altså i Europa og særligt England og Sverige, vægtes ligeledes højt.

Skulle man have lyst, kan man læse lidt mere om kvinden bag Isak her.

Trækassen, som krusene er placerede på på billederne, er i øvrigt også en julegave. Min søsters kæreste arbejder med udviklingshæmmede unge på et værksted, hvor de blandt andet laver ting i træ. Kassen er faktisk ret fed og er lavet af en fyr, der hedder Brian, og som er ret god til sit håndværk.