Juleboller med kardemomme 1

For laaaang tid siden kom jeg forbi denne opskrift hos den kære Liselotte og skyndte mig at sætte et bogmærke, så jeg kunne finde den frem i en fart, når lejligheden bød sig til at få bagt disse skønne kardemommeboller.

Denne lejlighed skulle vise sig at være lillejuleaften efter endt arbejdsdag med næsten en times overarbejde og hjemkomst til lyden af kirkeklokkernes 18.00-melodi. Og opskriften skulle vise sig at være lige så let og overkommelig, som Liselotte beskriver den, og derfor fandt jeg energi til at slå en dej op, før jeg nåede at få sat mig tungt i sofaen med benene oppe.

Jeg har lavet bittesmå justeringer i min version, men ellers er mængdeforhold fulgt som i originalopskriften. Margarinen blev til økologisk usaltet smør i stedet, melet var en kombi af hvedemel og speltmel, og så valgte jeg at pensle bollerne alene med mælk og derefter drysse gavmildt med muscovado-sukker over.

Juleboller med kardemomme 2

INGREDIENSER (til ca. otte store boller):

30 gram usaltet smør
1 dl. mælk
25 gram gær
2 spsk. rørsukker
1 æg
Cirka 3 dl. hvedemel
Cirka 1 dl. speltmel
1½-2 tsk. kardemomme

Mælk til pensling
Muscovado-sukker

Juleboller med kardemomme 3

Juleboller med kardemomme 4

FREMGANGSMÅDE:

• Smelt smørret ved lav varme, og tilsæt derefter mælken
• Gæren opløses i den lune væske
• Sukker og æg røres ud i blandingen
• Hvedemel, speltmel og kardemommen tilsættes
• Det hele æltes sammen til en lind dej
• Dejen skal klistre en anelse, før den stilles til hævning
• Lad den hæve et lunt sted med fugtet klæde over i ca. ½ time
• Vend dejen ud på et meldrysset bord, del i otte klumper
• Rul runde boller af hver klump, og læg dem på bageplade
• Lad bollerne efterhæve i ½-1 time under klædet
• Pensl med mælk, og drys med muscovado-sukker
• Bag bollerne i ovnen ved 200 grader i ca. 10 minutter

Juleboller med kardemomme 5

I Liselottes opskrift er der angivet 1-1½ tsk. kardemomme, og jeg puttede 1½ tsk. i disse, men vil næste gang nok drysse 2 tsk. i dejen, da den liflige smag gerne måtte være endnu mere fremtrædende ifølge min overbevisning.

Jeg fulgte opskriften punktligt i forhold til hævetiderne, men efterhævningen kunne godt have været længere end den halve time, jeg gav dem, så de kunne have hævet sig mere luftige. Men smagen var der ikke en finger at sætte på! De var helt fantastiske lune og med en kold skive smør på, mmmmh!