Celestial julete 2

Før jeg hoppede på toget hjem fra Odense i mandags, besluttede jeg mig for at spadsere en tur igennem Søstrene Grene i banegårdscentret, og der faldt jeg over denne te fra Celestial. Jeg er stor tilhænger af Celestials produkter, og særligt er jeg forelsket i deres urtete med sorte kirsebær.

Men Sugar Cookie Sleigh Ride-teen havde jeg godt nok ikke smagt før eller sågar set tidligere. Så den kom lige med i kurven, mens jeg stod og ventede i køen og ved et tilfælde fik øje på den.

Vel hjemme igen i Aarhus 1½ time senere sprang jeg ud i det og lavede mig en varm kop småkagete. Og ja, den både dufter og smager faktisk en del af julesmåkager! Enormt mærkeligt, men ikke sådan for alvor en dårlig idé…

Celestial julete 5

Selve ingredienslisten afslører et indhold af marietidsel, ristet byg, appelsinskræl, vanille og “natural sugar cookie flavor with other natural flavors”…. hvad end det så er! De kære amerikanere har jo lidt mindre strenge regler med præcis ingrediensangivelse på fødevarer.

Men den danske version (som jeg har smidt ud – den sad med et klistermærke uden på det gennemsigtige plastik) afslørede ikke noget særligt suspekt, så jeg sætter min lid til, at det er urtete iblandet lidt hemmeligheder, der får den til at smage af brunkager.

Hvis du har mod på at smage denne spøjse holiday-te, så koster den omkring 21-22 kr. i Søstrene Grene, hvis de stadig har flere tilbage.