Fisken 1

I søndags tog min veninde og jeg atter på Fisken for at spise en god frokost. Der var ikke et øje i restauranten foruden os og kokken, så det var ingen sag at få stambordet ved vinduet endnu en gang.

Kokken fortalte, at restauranten om lørdagen havde været totalt pakket med gæster, og min teori er, at det er julefrokosternes skyld, at vi kunne få stedet for os selv søndag. Så vil man være sikker på at få et bord på restauranten, der i øvrigt har åben alle dage, så kom om søndagen.

Vi startede med at vælge vin, og min veninde og jeg var begge på den hvide. Kokken præsenterede os for et par forskellige, og den sidste af dem var lige noget for mine smagsløg. Og min venindes ligeså. Så vi tog et godt glas hver, omend kokken lod flasken stå – just in case vi skulle blive mere tørstige end det ene glas. Det lykkedes os dog at holde os i skindet.

Fisken 2

Fisken 3

Vi bestilte lige som sidst en gang tuncarpaccio med koriander- og limemarinade til deling som forret, og kokken kunne fortælle, at han havde taskekrabbe denne søndag – det kunne han simpelthen huske, at jeg blev snydt for sidst. Imponerende! Så dét måtte jeg have i dagens anledning.

Min veninde var forudsigelig, så det blev naturligvis den halehængte koldrøgede laks med stuvet spinat, der skulle serveres for hende. Hun får nærved abstinenser efterhånden, når der er gået lang nok tid, hvor hun ikke har fået sin hofret…

Mens vi ventede på godterne, kom det gode brød på bordet – knasende sprødt udenpå og tilpas sejt og blødt indeni. Og naturligvis medfulgte den himmelske aïoli, som der blev dyppet livligt i. Vi fik endda også en “refill” af brødkurven på et tidspunkt, fordi vi ikke kunne holde fingrene fra det, selv efter retterne var kommet på bordet.

Fisken 4

Fisken 5

Først kom tunen, haps haps haps! Lækker som altid. Så kom hovedretterne, og de var ligeledes særdeles velsmagende. Ud over taskekrabbens kløer var der af det resterende krabbekød rørt en lækker “skaldyrssalat” med cognac, urter & creme fraiche. Og der var meget af det!

Der fulgte værktøj med til krabbefyren, og jeg fik undervejs splattet lidt indvolde hist og pist både på mig selv og på stolen. I det mindste gik min veninde fri, men min bluse røg altså direkte i vaskekurven, da jeg kom hjem.

Vores samlede regning inkl. en flaske vand til en 50’er blev på 595 kr., og så røg der også lige en lille seddel af til den flinke kok, der ligeledes havde ageret tjener for os til UG. Som alle de andre gange var dette et fremragende besøg på Klassisk Fisk, der efterhånden må indtage 1.pladsen som min favoritfiskerestaurant i Aarhus.