Morgenmad 1

Således så morgenbordet ud for mig i weekenden. Ren ekstravagance med blødkogt æg (naturligvis drysset med urtesalten fra Herbamare), økologiske havregryn med rørsukker, pærestykker og iskold sødmælk samt sesamknækbrød med smørbar figen, foie gras-terrine fra Deli’en og frisk bredbladet persille.

Sådan ser min morgenmad altså ikke ud hver morgen, hvor jeg som regel slet ikke når at få noget indenbords, før jeg skal ud af døren og afsted til arbejde. Til gengæld er weekendernes morgenmad som regel med blødkogte æg, frisk appelsinjuice og håndmadder ved siden af.

I dag har jeg dog taget mig en feriedag, og jeg ligger stadig og gasser den under min lune dyne med vinduet åbent, så frisk, iskold luft fylder rummet. Og så faldt jeg lige over de her billeder fra forleden… jeg er svært fristet til at gentage succesen.

Morgenmad 2

Imidlertid er jeg løbet tør for terrine og snart også den smørbare figen, så jeg er jo nødt til at bevæge min dovne krop for at opnå et festmåltid som dagens første. På den anden side skal det gøre mig godt at spadsere en formiddagstur rundt i mit yndlingskvarter i Aarhus, når der nu en gang er blå himmel over byen.

I øvrigt kan jeg oplyse, at den smørbare figen fås i SuperBrugsen i Jægergårdsgade, og det er indtil videre kun i Coops butikker, at jeg er stødt på den. En tur til Paris i sin tid lærte mig, at figen ikke bare er pålæg til børn – i den helt rette kombi smager det som en million.

Jeg må hellere komme i omdrejninger – hav en god dag derude i vinterlandet!

UPDATE: Øv, thumbs down til SuperBrugsen/Coop. Det viser sig, at de har ladet den smørbare figen udgå af sortimentet, og den kommer med største sandsynlighed ikke tilbage i deres butikker.