De bedste julesmåkager 1

Atter i år føler jeg, at det er min pligt at videregive opskriften på de ultimativt bedste julesmåkager, der findes! Jeg har aldrig været specielt begejstret for småkager og tørt bagværk generelt, men da jeg i sin tid smagte min venindes småkager, var jeg nødt til at have opskiften. Og lige siden har det været det eneste julebag, der bliver bagt i dette hjem!

Jeg har tidligere bragt opskriften i den oprindelige form her, og sidste år blev opskriften justeret yderligere til og bagt i form af små elge, deraf navnet Midget Moose Cookies. Det er den samme opskrift, jeg bruger igen og igen, omend melmængden altså er lidt tricky. Jeg bruger altid mere, end der står i opskriften, for ellers bliver dejen klistret og umedgørlig.

Denne gang stod Movember for skud, og jeg havde netop fået nogle enormt seje overskægsudstikkere ind ad brevsprækken, som jo skulle nå at blive prøvet af, inden Movember var forbi. Til mine og min kærestes kollegers store glæde – disse julesmåkager er altid et hit, ja, den er god nok: ALTID!

De bedste julesmåkager 2

INGREDIENSER (til 3-4 bageplader eller 2 store kagedåser):

150 gram smør
150 gram rørsukker
150 gram sirup
2 tsk. vanillesukker
2 tsk. kanel
1 æg
1 tsk. natron
500 gram mel (måske nærmere 650? Prøv dig frem!)

De bedste julesmåkager 3

De bedste julesmåkager 4

FREMGANGSMÅDE:

• Smør, rørsukker og sirup vejes af og hældes i en gryde
• Massen smeltes ved lav varme, indtil smørret er opløst
• Massen hældes over i en skål og afkøles ti minutters tid
• Ægget tilsættes og piskes grundigt ud i massen
• Mel, vanillesukker, kanel og natron blandes i en anden skål
• Melblandingen sies i sukkermassen, mens der piskes grundigt
• Når dejen er ved at være fast og jævn, æltes til sidst med hænderne
• Pak dejen ind i madfilm, og læg den i fryseren ca. 15-20 minutter
• Tænd ovnen på 200 grader, og meldrys køkkenbordet gavmildt
• Tag en del dej ud af fryseren ad gangen, så den forbliver fast
• Rul dejen ud, og udstik i de ønskede figurer
• Placer de ubagte småkager på en bageplade med god afstand
• Tag næste portion dej ud af fryseren, og gentag proceduren
• Bag småkagerne i 7-8 minutter, indtil de tager farve i kanterne
• Vær opmærksom på, at det pludseligt kan gå hurtigt!
• Tag småkagerne ud straks, selvom de stadig er lidt bløde
• Lad de bagte småkager hvile på en rist, til de bliver hårde

De bedste julesmåkager 5

Jeg løb pludseligt tør for hvedemel, før dejen var blevet ordentligt fast, så jeg endte faktisk med at tilsætte det, der svarer til omkring 150 gram speltmel i småkagerne. Det blev de på ingen måde dårligere af, så det skal være et “uheld”, som hermed er videregivet som et godt råd, hvis man vil have en lille snert sundere mel indover.

Skæggene blev fordelt i kagedåser og madkasser og i torsdags delt ud på både min og min kærestes arbejdsplads. Folk var vilde med dem (naturligvis!), og det var sjovt at se, hvor megen skæg(!) der var med skægget. Udstikkerne er fundet på eBay og kostede i øvrigt en slik.