Miro 1

Forrige fredag aflagde vi atter et besøg på Restaurant Miró, denne gang sammen med min søster, svoger og et af deres vennepar, som vi kender perifert. Hjemmefra havde jeg luret på den mail, jeg havde modtaget et par dage forinden med månedens menu, og jeg var hurtigt blevet enig med mig selv om, at jeg måtte have det hele med undtagelse af osten.

Min kæreste er vældigt glad for ost, så han var tilbøjelig til at vælge osten i stedet for desserten, så han og den mandlige part i venneparret blev enige om at gå all in på osten og droppe desserten i modsætning til os andre fire, der tog dessert og sad osten over.

Fra starten var stemningen løssluppen og med megen latter, og ejeren Toni er også god til at gøre sit for, at der er god og let stemning i restauranten, når han lige kommer forbi og fortæller en historie eller præsenterer en af de dejlige vine.

Miro 2

Miro 3

Miro 4

Denne aften var vi alle enige om, at vi skulle starte med en gang bobler inden maden, og knapt havde vi fået hældt i glassene, før Toni fortalte, at de i disse dage havde et parti ægte kaviar, som gik perfekt til boblerne. Og så forsvandt han ellers og kom tilbage kort efter med en dåse, han havde lusket i lommen ude i køkkenet. Dem skulle vi lige smage!

Vi fik hver en lille perlemorske, og så gik dåsen ellers på omgang rundt om bordet. Det er første gang, jeg nogensinde har smagt ægte kaviar, og det var en noget anden smag, end jeg havde forventet. De var meget meget bløde, poppede ikke som forventet i munden, men gled mere ud. Og så var smagen lidt fisket på en diskret måde.

Og Toni havde ret – det gik faktisk rigtigt godt til boblerne i glasset, og selvom jeg lige skulle vænne mig til kaviarenes smag, så blev jeg mere og mere hooked på smagen. Min søster er til gengæld helt vild med kaviar og kiggede sultent efter bøtten, når den var en tur nede i den anden ende af bordet. Det endte da også med, at hun tømte den for det sidste indhold ;-)

Miro 5

Miro 6

Der kom vand og brød på bordet i samme ombæring som kaviarene og boblerne, og derefter kom der appetitvækkere på bordet bestående af tre små hapsere. Den syltede minipeberfrugt med fyld af hummus er en velkommen genganger, og ud over den rejechips-agtige sag med blandt andet mandler var der også en lille cylinder med noget skaldyr og syltet agurk, mums!

Derefter kom der hvidvin i glassene: En 2012 Sauvignon Blanc Domaine Eric Louis fra Loire, Frankrig. Den havde en utroligt frugtig duft, men smagen var faktisk lidt en skuffelse. Den var lidt vandet og flad i smagen i forhold til den ellers lovende duft.

Lidt ærgerligt syntes jeg i første omgang, men da første forret kom, viste det sig, at den faktisk passede ganske godt til retten. Forretten bestod af krabbe med avocado, syltet endievie-salat, frisk dild og poppede blækris.

Miro 7

Miro 8

Næste forret var rødtunge med jordskokker, såkaldt riesenröll, citron og kål. Over retten blev der inde ved bordet hældt en fyldig jordskoksuppe, uhmmm! Så er det rigtigt blevet vinter, når jordskokker er på menuen. Og retten var også utroligt lækker med både skiver af jordskok og jordskokchips.

Vinen til denne ret var en 2009 Rippon Riesling Central Otago fra New Zealand. En rigtigt lækker vin, som efter den første hvidvin var et stort hit! Den havde den karismatiske duft og smag i vinkredse kaldet petroleum, og smagen var sød og frugtig på den måde, jeg rigtigt godt kan lide.

Der blev som altid ikke sparet på noget, og vi fik mange gange i løbet af aftenen fyldt ekstra i glassene, mens vi nød den dejlige mad og snakkede på kryds og tværs af bordet. Jo mere jeg drak, des mere snakkede jeg, så jeg var hele tiden den sidste til at få spist op.

Miro 9

Miro 10

Den næste vin, der blev fyldt i glassene, var min kærestes favorit den aften, og han bad mig endda tage et billede af flasken, så vi kunne huske, hvordan etiketten ser ud. Der var tale om en 2011 Errazuriz Chardonnay, Wild Fermented fra Casablanca Valley i Chile.

Retten, der hørte til denne vin, var tempereret torskeloin med Bakskuld, sort tang, rødbede og ramsløgskapers. Det var simpelthen den smukkeste ret, og generelt havde jeg faktisk meget svært ved at vælge billederne til dette indlæg, for der var enormt mange gode billeder af de smukke retter, men jeg har forsøgt at begrænse mig.

Det smagte også fortræffeligt og var en fantastisk kombination af den diskrete sødme fra fisken og den karakteristiske rødbedesmag i samspil med skum og syrlighed. Dog faldt tangen ikke i min smag, og den blev diskret skrabet af. Jeg er vokset op med en mor, der sneg tangpulver under pålægget på mine madpakker i skoletiden, så jeg lider lidt af tangtraumer.

Miro 11

Miro 12

Miro 13

Efter den smukke fiskeret og den friske hvidvin kom der rødvin i glassene: 2010 Roaring Meg Pinot Noir, Mt. Difficulty fra Central Otago, New Zealand. Jeg var allerede begyndt at blive bedugget på dette tidspunkt, så her begyndte det at tynde ud i mine noter, som dog senere blev sporadisk genoptagede, omend knapt så let-læselige!

Den sidste forret bestod af foie gras med and, æbler, figner og rødkål. Endnu en utroligt elegant ret, og maden smagte fremragende, omend der godt måtte have været tilføjet lidt mindre kanel, som ikke er et krydderi, der står specielt højt på min liste. Ellers en drønlækker ret.

Som sagt blev snakken mere og mere løssluppen, og Toni kom forbi med bedste timing, lige som jeg var i gang med at berette om en tidligere kollegas bh-løse svigermor, der en dag rejste sig fra spisebordet med pludseligt indsættende smerte, fordi den ene brystvorte havde sat sig i klemme i buksekanten. Spørg mig ikke om, i hvilken kontekst denne historie var relevant, men den vakte ikke desto mindre stor morskab!

Miro 14

Miro 15

Hovedretten var kalvemørbrad omkranset af sorte svampe og toast og akkompagneret af vildtpølse, kvæde, græskarmos og en kartoffeldougnut. En lækker og fyldig efterårsret, der både mættede og smagte skønt!

Den lille rokokopude af en kartoffel nedprioriterede jeg dog for at få plads til det andet, så jeg spiste toppingen og lod resten ligge. Mit maveskind var begyndt at stramme, og man er jo nødt til at sikre, at der bliver plads til desserten. Alt andet er uhørt.

Vinen til hovedretten var en 2006 Château la Croix de l’Ésperance, Lussac St. Émilion, B. Magrez fra Frankrig, og vi fik fortalt, at det er en vin, der har lagret 18 måneder i egefad. Den havde en saftig og tung duft, og smagsmæssigt var den meget kraftig og bibeholdt sin aroma længe i munden.

Miro 16

Miro 17

Miro 18

Sidste ret var henholdsvis ost for to af herrernes vedkommende og dessert til pigerne og min svoger. Desserten bestod af appelsin, saltet karamel, kanel, honeycomb og yoghurt. Herligt med en dessert, der ikke er fyldt med chokolade. Det frugtige og karamelbaserede var lige mig! Nåhj, den var god!

Dessertvinen var en 2012 Muskat Ottonel, Angerhof fra Neusiedler See, Østrig. De ostespisende fik en lidt mystisk 2011 Pommeau, Vin doux Naturel fra Enghaven Brænderiet, Randers.

SÅ var vi også godt mætte, og vi havde alle med undtagelse af den gravide i venneparret sikkert en imponerende promille i blodet, da vi svajede derfra. Per vindrikkende person blev regningen 1.196 kr., og for så lækker mad, spændende vin og fortræffelig beværtning er det en pris, jeg med glæde betaler!