Saft af ribs, blåbær og solbær 1

Det er faktisk ved at være et par måneder siden efterhånden, at jeg kogte denne saft, men jeg fik taget nogle udmærkede billeder, og saften smagte super godt, så nu har jeg alligevel valgt at lave et indlæg med opskriften.

Opskriften er faktisk baseret på en opskrift fra Tørsleffs “Den Grønne Syltebog” – en fin lille bog, som i øvrigt koster sølle 30 kr. de fleste steder. Kan klart anbefales, hvis man ikke er garvet sylter. Jeg har i hvert fald haft stor glæde af den som amatørsylter de sidste to somre.

Den oprindelige opskrift hedder “Vitaminsaft af solbær og ribs”, men jeg var kommet hjem fra torvemarkedet med både et stort læs solbær, blåbær, hvide ribs og røde ribs. Så nu skulle der laves bærsaft, skulle der!

Saft af ribs, blåbær og solbær 2

Saft af ribs, blåbær og solbær 3

Jeg skyllede alle bærrene og befriede dem for stængler og småblade, der var endt i bakkerne. Det var særligt med at være varsom med de hvide ribs, for de var særdeles sårbare for tryk og eksploderede let mellem fingrene, hvis jeg ikke passede på.

En hel grydefuld blev det til med friske bær – også selvom jeg hapsede af gryden undervejs, for det var umuligt ikke at blive fristet. Jeg vejede bærrene af ved først at have vejet gryden i tom tilstand og efterfølgende trække denne vægt fra den samlede vægt af gryden og bærrene. Derefter kunne jeg justere til mængden af vand, som bærrene skulle koges med.

Ifølge originalopskriften skulle der 3 kg. bær til ½ liter vand, og jeg endte med lige knapt 1½ kg. bær i gryden, så det blev tilpasset med vandet. Så jeg fulgte opskriften og satte gryden til kog og lod det hele koge roligt i godt 5 minutter under låg.

Saft af ribs, blåbær og solbær 4

Saft af ribs, blåbær og solbær 5

Eftersom jeg ikke ejer en saftpose, som opskriften ellers dikterer, at man skal anvende, valgte jeg i stedet et stykke rent og tætvævet bomuldsstof. Et viskestykke kunne sagtens være et alternativ, men stort set alle mine er hvide, og en bærsaft som denne vil uden tvivl sætte sine farverige spor.

Det blomstrede stykke stof (som faktisk stammer fra et par gamle hyggebukser) blev lagt i en sigte, og så blev saften ellers hældt igennem og ned i en stor skål. Jeg lod det stå til afdrypning, indtil jeg kunne kramme om stoffet uden at brænde mig, og så blev den sidste saft og kraft klemt ud af bærrene og dryppet igennem sien som saft.

Dernæst blev saften hældt i gryden igen og tilsat sukker svarende til knapt 250 gram. Dette lod jeg koge op i lige knapt ti minutter, før jeg tog saften af varmen og lod den afkøle et kvarters tid. I mellemtiden skyllede jeg en flaske med først atamon og derefter vodka, så den var desinficeret og klar til saften.

Saft af ribs, blåbær og solbær 6

Saft af ribs, blåbær og solbær 7

Så snart saften var kølig nok til at blive hældt på flasken, blev dette gjort via en lille tragt. Der blev til omkring 0,75 liter smuk, mørkerød bærsaft, og den blev straks efter påhældning sat på køl.

Dagen efter kom min veninde og hendes søn forbi til aftensmad, og da vi skulle beslutte os for drikkevarer, valgte de saften her, som var et stort hit! Jeg var meget stolt – min kæreste er en type, der aldrig giver nogen form for ros, så min veninde og hendes søns anerkendelse af saften gik rent ind! ;-)

Advertisements