Caffé Bond 1

Onsdag tillod jeg mig selv at sove helt til kl. 10 og starte dagen langsomt. Tasken blev pakket, mens altandøren stod åben, og byens lyde mindede mig om, at dagen var begyndt, og at det var min sidste dag i Milano.

Dagen inden havde den inkluderede morgenmad på hotellet været så ringe, at jeg valgte at springe den over, så da jeg havde fået pakket mine ting, tjekkede jeg ud og begav mig ned mod metroen.

Jeg hoppede af ved domkirken og betalte de 7 euro for en trappetur til toppen, hvor udsigten var betagende, og domkirkens finurlige og utallige detaljer kunne observeres på tæt hold. Helt klart pengene værd!

Caffé Bond 5

Caffé Bond 2

Da jeg begyndte at blive sulten, begav jeg mig ned til en sporvogn og lod humøret bestemme, hvor jeg hoppede af. Det blev en spontan beslutning, idet sporvognen kom til bydelen Navigli, hvor der løber floder igennem byen, altså den sydvestlige ende af centrum.

Men der blev jeg snydt, for pågældende flod var næsten helt udtørret, så det var ikke meget Nyhavn-stemning, der var over det. Ikke desto mindre var det et charmerende område bygningsmæssigt at spadsere rundt i, og jeg fandt hurtigt en café med et menukort, der kunne friste min tomme mave med en gang frokost.

Stedet hed Caffé Bond, og ud over mad og drikke havde de også gratis wifi – et stort hit, når man som jeg rejste alene og netop havde anskaffet en iPhone inden turen. Så der blev tjekket mail og facebook, mens jeg ventede på maden.

Caffé Bond 3

Caffé Bond 4

Colaen, jeg bestilte, kom i en nuttet lille flaske, og valget af mad faldt på noget, de kaldte laksecarpaccio, men som jeg nok nærmere ville sammenligne med en mild røget laks. Det smagte ikke så røget, som det vi er vant til i Danmark, men det var derhen ad.

Men selvom jeg havde håbet på noget mere i stil med sashimi, smagte det dog lækkert og friskt, og der fulgte et hav af grøn salat, fennikel og snittet rød peberfrugt med, og så var der dryppet gavmildt med rævedressing over.

Jeg mindes ikke, hvad jeg gav for frokosten, men det var i den billige ende og ganske udmærket til prisen. Caffé Bond er et moderne sted og meget i stil med de danske caféer, så hvis man er til den slags, kan stedet her klart anbefales. Efter en times tid betalte jeg og drog afsted mod Milano Centrale for at fange min lufthavnsbus og vende næsen hjem mod Aarhus igen.