Kong Kaffe chai latte 1

For et par uger siden var jeg så smart at tage hjemmefra uden mine nøgler, eftersom min kæreste skulle afsted på arbejde lige efter mig og derfor ville låse, og jeg havde den dag taget min overgangsjakke på og efterladt nøglerne i lommen på sommerjakken. Meget flot!

Særligt smart viste det sig at være, da jeg fik fri fra arbejde og opdagede fadæsen, for lige præcis den dag havde min kæreste ærinder i Herning hele dagen og eftermiddagen med og ville først være hjemme igen ved 19-20-tiden. Nåh, hvad gør man så?

Jeg besluttede at tage mig en god shoppetur fra den ene ende af strøget til den anden og gav mig god tid, hvad jeg ellers er for utålmodig til. To par sorte jeans på udsalg blev resultatet, men ak, der var kun gået 1½ time, så der var stadig et par timer, til jeg ville kunne komme ind derhjemme.

Kong Kaffe chai latte 2

Jeg endte i Bruuns Galleri, hvor jeg osede lidt rundt og endte med at finde en Svend Åge Madsen-bog i Bog & Idé, og så besluttede jeg at sætte mig op på caféen øverst oppe og læse lidt. Kong Kaffe hedder caféen. Jeg havde ikke de store forventninger til kvaliteten, men jeg vidste, at det var et roligt og behageligt sted med en god udsigt.

Der var mange pladser ved vinduerne ud til banelegemet, og der var også andre end mig, der sad og læste. Jeg bestilte en chai latte til 35 kr. og blev overrasket over, at den ikke blev lavet på pulver, men derimod på en rigtig chai-blanding af forskellige krydderier. Der kom til sidst et skvæt kanelsirup i, og så var den klar.

Fremragende chai latte! Det kom bag på mig, at der var tale om en ordentlig kvalitetste, og jeg endte med at sidde en times tid og nyde udsigten med solnedgangen over Aarhus, min nye bog og den gode chai latte. Slet ikke noget dårligt åndehul, den Kong Kaffe der.