Rødspætte med grønt tilbehør 1

Forleden eksperimenterede jeg lidt i køkkenet med en fiskeret. Jeg havde haft noget god hvidfisk i tankerne, men fiskeafdelingerne i supermarkederne har stort set kun torsk eller rødspætte. Virkeligt dårligt udvalg! Jeg håber snart, at der kommer en ordentlig fiskehandler i midtbyen…!

Anyway, jeg kom så hjem med en stor bakkefuld rødspættefiletter og ville forsøge, om de kunne blive et succesfuldt omdrejningspunkt for den ret, jeg havde i tankerne. Det var en lidt tør fornøjelse i forhold til for eksempel kulmule, men alt i alt smagte det ganske godt.

Retten bestod af ovnbagt rødspætte med hokkaidogræskarmos, hollandaise og en grøn bund af forskellige lækkerier. Hollandaisesovsen vil jeg ikke gengive i opskriften her, da jeg allerede har skrevet den i dette indlæg. Men det er en skøn sovs, der helt klart bør smages.

Rødspætte med grønt tilbehør 2

INGREDIENSER (til to personer og en madpakke):

En god portion filetter af hvidfisk
Et skvæt god olie
1 økologisk eller ikke-overfladebehandlet citron
Groft middelhavssalt

1 hokkaidogræskar
Et skvæt god olie
En kvist frisk rosmarin
1 fed hvidløg
Ca. 2-3 spsk. smør
Ca. 2-3 dl. mælk
Salt & peber

1/4 blomkålshoved
1 pakke snap peas
3 tykke skiver fennikel
En god klat smør
3-4 pærer
En stor håndfuld frisk spinat
En pottefuld frisk dild

Hollandaisesovs

Rødspætte med grønt tilbehør 3

FREMGANGSMÅDE:

• Start med at skrælle græskarret, og skær det i mindre stykker
• Fordel stykkerne på en bageplade, og skvæt lidt olie ud over
• Bag dem i ovnen ved 200 grader i cirka 30-45 minutter
• Forbered imens et fad med et skvæt olie fordelt i bunden
• Skær citronen i skiver, og læg rundt som bund i fadet
• Placér rødspætterne oven på citronskiverne
• Drys en god kryddersalt over, f.eks. groft middelhavssalt
• Skær blomkål, snap peas og fennikel i mindre stykker
• Steg dem på en pande i rigeligt smør ved middelhøj varme
• Fjern kernehuset fra pærerne, og skær dem i tern
• Vask spinaten grundigt

Rødspætte med grønt tilbehør 4

Rødspætte med grønt tilbehør 5

• Når græskarstykkerne er møre, tages de ud af ovnen
• Sæt i stedet fisken i ovnen ved ca. 150 grader
• Mos græskarstykkerne, og tilsæt presset hvidløg
• Blend mosen sammen med smør og mælk
• Smag mosen til med hakket rosmarin, salt og peber
• Græskarmosen kan evt. varmes igennem indtil rette konsistens
• En bund lægges af spinat på tallerkenerne
• Blomkål, snap peas og fennikel blandes sammen med pærestykkerne
• Dette lægges oven på spinaten
• Fisken placeres oven på den grønne bund
• Pres evt. et skvæt citron ud over fisken, og pynt med frisk dild
• Servér med græskarmos og hollandaisesovs on the side

Rødspætte med grønt tilbehør 8

Rødspætte med grønt tilbehør 7

Rødspætte med grønt tilbehør 6

Det er en god idé at starte med græskarret, da det tager lang tid om at blive mørt nok, til man kan blende det uden større klumper. Græskarmosen kan efterfølgende som skrevet justeres i konsistens med smør og mælk alt efter ønske og varmes op i en gryde, efter man har blendet det til mos.

Blomkål, snap peas og fennikel skal ikke smørsteges på panden i mere end 5 minutters tid ved middelhøj varme, for så bevarer de en god sprødhed, men bliver stadig stegt tilpas og lige varmet igennem. Det giver den bedste smag, synes jeg.

Der kan sagtens bruges vældigt med pære, for selvom kombinationen kan lyde lidt sær, så smager det virkeligt lækkert med den sprøde sødme fra pæren og de smørstegte grøntsager sammen. Det er slet ikke nødvendigt med eddike eller anden dryppelse over den grønne bund, for den smager fantastisk i sig selv.

Rødspætte med grønt tilbehør 9

Rødspætte med grønt tilbehør 10

Man kan sådan set sagtens undlade græskarmosen til denne ret og lade fisk, grønt og hollandaise være retten i sig selv. Det tror jeg måske, jeg vil gøre næste gang. For selvom det muligvis ikke ser ud af meget, så mætter det godt med de bagte filetter, de sprøde grøntsager og den fuldfede sovs.

Den grønne bund har jeg med succes brugt til andre retter også, og jeg er egentlig blevet lidt vild med den. Man skal ikke lade sig afskrække af den lange opskrift her, for det er faktisk pærelet, og det sværeste er timingen, så det hele er færdig samtidigt uden at nå at blive koldt. Men det finder man hurtigt ud af – når jeg kan, så kan andre altså også :-)