Bedesuppe

Torsdag blev der kogt bedesuppe i det lille hjem, fredag stod den på oktoberfest og store mængder øl, og lørdag var jeg mere end taknemmelig for, at der var rester af bedesuppen klar i køleskabet!

Jeg fik ikke taget billeder af suppeforberedelserne, eftersom min kæreste og jeg lavede suppen sammen, og vi havde travlt med at snakke og team worke i stedet for at tage billeder. Men i dag fik jeg så taget mig sammen til at tage et par billeder, for I skal jo ikke snydes for opskriften.

– – –

INGREDIENSER (til en god baljefuld):

1 rødbede
2 bolchebeder
2 gule beder
2 gulerødder
1 stor kartoffel
En sjat olivenolie
1 stort løg
2-3 små pærer
Vand
1 bouillonterning
3 hvidløg
1-2 chilier
1/4 l. mælk
Salt & peber
Creme fraiche 38%

Bedesuppe 2

FREMGANGSMÅDE:

• Skær beder, gulerødder og kartoffel i mellemstore tern
• Steg dem i en god sjat olivenolie i en stor suppegryde
• Skær løg og pære i større tern, og tilsæt dem i gryden
• Tilsæt ca. 1-1½ liter vand + bouillon, og lad det koge under låg
• Efter en times kogetid tilsættes knust hvidløg og hakket chili
• Tilsæt ca. 1/4 liter mælk, og lad det koge et kvarters tid
• Tag gryden af varmen, og blend suppen med stavblender
• Når alle klumper er blendet, koges suppen kort op igen
• Smag til med salt og peber
• Servér med en klat creme fraiche og lidt urter på toppen

Bedesuppe 1

Vi valgte også at varme et flûte og spise til suppen med lidt smør på. Man kan sagtens variere bederne eller for eksempel lave en ren rødbedesuppe, hvis man ikke er heldig som mig at finde en pose med blandede økobeder i den lokale Føtex.

Pærerne var nogle, jeg havde liggende, som var ved at blive overmodne, så de var perfekte at søde suppen med i stedet for ahornsirup, som jeg ellers plejer at putte et skvæt af i mine rodfrugtsupper. Skøn skøn suppe, som det sagtens kan betale sig at lave en stor portion af og fryse resterne til en kold vinterdag.