Druen & Bønnen 1

Da jeg var i Odense midt i september, var min mor og jeg en tirsdag eftermiddag inde at spise sen frokost på Druen & Bønnen. Jeg var i humør til noget suppe af en art, og da vi spankulerede ned ad gågaden og ved en tilfældighed kom forbi stedet her, kunne vi læse, at de havde løgsuppe på menukortet. Ja tak!

Da vi kom indenfor, var vi heldige at få den bedste vinduesplads i caféen med direkte udsigt over til rådhuset og den smukke domkirke. Servitricerne var smilende og hurtige til at betjene os, og vi vidste jo med det samme, hvad vi skulle have at spise.

Min mor fortalte mig, at hun meget ofte havde spist løgsuppe, da hun for mange år siden var ung pige i huset hos en familie i Tyskland. Opholdet havde været rædsomt og hårdt, men løgsuppen mindes hun dog med velbehag.

Druen & Bønnen 2

Druen & Bønnen 3

Løgsuppen kom på bordet brændende varm, og vi blev advaret, så vi ikke brændte os. Alligevel var jeg lidt for ivrig med at smage på sagerne, så tungen lige blev straffet lidt.

Suppen var i øvrigt toppet med ostegratinerede brødcroutoner, og der blev serveret brød og smør ved siden af. Til suppen bestilte min mor isvand og jeg en økologisk solbærsaft. Jeg har jo som bekendt en svaghed for solbær for tiden…

Mens vi nød den både meget smagskraftige og mættende suppe, havde vi skøn udsigt ud over rådhuspladsen og det konstant skiftende vejr mellem høj sol og kraftige byger. En rigtig dansk septemberdag! Vi skulle give 70 kr. for en omgang løgsuppe, 35 kr. for solbærsaft og 15 kr. for en gang isvand, i alt en regning på 190 kr.

Advertisements