Cacilhas 1

Efter at have spist vores skønne is fra Fragoleto færdige, spadserede vi ned til Cais do Sodré, hvorfra der blandt andet var færgeafgange over floden flere gange i timen. Turen over til den lille by Cacilhas kostede kun et par euro for en returbillet, så det var jo lige til at overkomme.

Selvom der var en del mennesker, der skulle med færgen, var det ingen sag at få en vinduesplads med fin udsigt over Lissabon, den røde Ponte 25 de Abril-bro (som til forveksling ligner Golden Gate Bridge) og kristusfiguren med de udbredte arme på den anden side af floden.

Da færgen lagde til, trådte vi ud på en fin lille havnepromenade med restaurant efter restaurant. Tydeligvis også et sted, der er præget af turismen, men ikke desto mindre med mere autentisk fiskekøkken, fik jeg indtryk af. Menukortene så generelt meget ens ud alle steder.

Cacilhas 2

Cacilhas 3

Vi gik en tur op ad strøget Rua Cândido dos Reis et stykke henne på højre hånd, hvor der var pyntet med farverige, omend lettere hærgede guirlander og pom pom’er over gaden. Der var primært restauranter og et par enkelte kiosker på gaden, og ellers fik vi indtryk af, at det er en lidt søvnig by uden det store udvalg af forretninger.

Vi besluttede efter et stykke tid at gå tilbage mod havnen og spise frokost på en af de restauranter, der lå tæt på vandet. Vi blev “fanget” af et par tjenere fra hver deres restaurant, der forsøgte at få os overtalt til at besøge deres sted – noget, der både irriterer mig og forvirrer mig i min afgørelse. Så vi valgte faktisk i skyndingen et andet sted, end hvor jeg ville have foretrukket at spise.

Oh well, sådan kan det gå. Tjenerne var søde og rare, men den måde at rekvirere kunder på irriterer mig grænseløst, og jeg vil faktisk gerne have lov til at træffe min afgørelse selv og have ro til at kigge på menuen, uden at nogen står og ånder mig forventningsfuldt i nakken. Det skal man lige vænne sig til i Lissabon!

Cacilhas 4

Cacilhas 5

Stedet blev Escondidinho de Cacilhas, og vi fik en god siddeplads under parasollerne på pladsen foran restauranten, der viste sig at være et spisested med en lillebitte og halvsnusket facade nærmest inde i et hjørne, men med et utroligt omfangsrigt udeareal med borde og stole.

Der var rigeligt at vælge imellem på menukortet, som i øvrigt også var med engelsk oversættelse, og jeg valgte nu at få prøvet noget af det fisk, som jo i høj grad hører sig til, når man besøger en fiskeby som Lissabon. Valget faldt på grillet aborre for mit vedkommende, og min kæreste slog sig ned på en gang svinekotelet.

Til maden valgte vi henholdsvist en øl, en cola og en gang bærjuice, som faktisk var ganske udmærket. Tjeneren kom ud med alle deres varianter fra juicemærket, så jeg kunne vælge ud fra selvsyn. God service!

Cacilhas 6

Cacilhas 7

Til min kærestes svinekød fulgte der både pommes frites og ris – det er altså en lidt spøjs tendens, de har med begge slags tilbehør. Derudover var der også lidt revet gulerod. Til min fisk var der en stor bagt kartoffel og revet gulerod.

Vi fik også serveret et fad fyldt med salat, og det var egentligt rart at få en gang salat til maden, som jo nærmest er en undtagelse, med mindre man bestiller det eksplicit. Min fisk var i øvrigt rigtigt lækker med sprødt skind og velsmagende fiskekød. Der var tale om en hel fisk, så der var jo ben i, men de var heldigvis store nok til, at man for det meste kunne se dem, før man tog en mundfuld.

Faktisk en ganske god sen frokost med lokal mad, selvom det kan se lidt slattent ud på billederne. Vi var i hvert fald ikke spor skuffede, og prismæssigt ligger det jo klart i den billige ende. Vi gik efterfølgende ned og satte os på havnekanten, hvor vi nød den bagende sol og udsigten over mod Lissabon, før vi mætte og tilfredse tog færgen retur til byen.